Badesæsonstart: 227 danske strande får blå flag

Antallet af de vejrende blå flag er lidt færre end sidste år.

De blå flag symboliserer strande med rent badevand og sikkerhed i top. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Selvom dit badetøj ligger langt nede i din skuffe, så er de danske strande klar til at blive indtaget.

1. juni åbner badesæsonen nemlig officielt, og i dag kom så tilstandsrapporten for en stor del af de danske badestrande.

Og langt de fleste badestrande får det blå flag, der er garant for en god strand og god sikkerhed.

- Vi har hejst flagene på strandene for at vise gæsterne, at her er der rent og pænt, og her kan I roligt sende jeres børn ud og bade. Det er de strande, som folk går efter, siger Jan Ejlsted, der er direktør i Friluftsrådet, som tildeler de blå flag.

Det er især turisterne i Danmark, som går efter strande, der har rent badevand og høj sikkerhed, fortæller Jan Ejlsted.

- Der er mange turister, der går decideret efter de her strande, fordi de ved, at der er styr på det hele der. Det er især de tyske turister, der gør det, siger han.

Der er næsten det samme antal blå flag på strandene som sidste år. Men i Københavns Kommune er der ikke et eneste blåt flag at finde, og det ærgrer Jan Ejlsted.

- Jeg ville ønske, at de fulgte de andres eksempel, men det er jo deres valg. Efter hvad jeg ved, så har de nemlig rent nok badevand på Amager Strand. Derfor kunne de jo nemt få et blåt flag, siger han

Flagene kan hejses fra 1. juni, og i alt er 227 strande blevet tildelt det blå flag.