Beboere: Send ikke flere belastede naboer

Hvordan undgår man ghettoer i almennyttige byggerier? Beboere og københavnske politikere diskuterede det til et borgermøde tirsdag aften.

Opgangene i Bellahøjs almene byggerier er for belastede af social udsatte familier, mener flere beboere. (Foto: Claus Berthelsen)

Københavns Kommune skal sende flere ressourcestærke folk og færre socialt belastede familier til de almene boliger, mener beboere fra Bellahøj.

De mødtes tirsdag aften med de københavnske politikere til en debat om, hvordan man undgår ghettoer i deres område.

Borgerne i Bellahøj føler sig utrygge og skyder skylden på Københavns Kommune, som de mener placerer alt for mange socialt belastede familier i boligområdet gennem anvisningsretten.

Flere politikere støtter beboernes kritik, men Overborgmester Frank Jensen er uenig.

Lydhørhed blandt flere politikere

En af politikerne til debatmødet var Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti. Han støtter beboernes forslag om at ændre på den kommunale anvisning til de almene boliger.

- Vi skal i højere grad bruge fleksibel udlejning, så almindelige danskere - studerende og folk, der har et arbejde - kan komme foran i køen til en bolig de her steder, siger Carl Christian Ebbesen.

Også kultur- og fritidsborgmester fra Venstre, Pia Allerslev, vil tage beboernes ønske med tilbage til Rådhuset.

- Jeg vil spørge socialborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren, om de har mulighed for at bruge anvisningsreglerne bedre, så vi kan få for eksempel flere studerende ind i de almennyttige byggerier, siger Venstre-borgmesteren.

Enhedslisten: Anvis til private lejemål

I Enhedslisten mener man, at løsningen er at udvide anvisningsretten til private lejemål og andelsboliger.

- Det vil jo betyde, at man kan sprede socialt belastede familier meget bredere ud i byen, siger Enhedslistens borgmester-kandidat Morten Kabell.

Overborgmesteren: Bellahøj er en succes

Trods beboernes opråb om utryghed, så mener Overborgmester Frank Jensen (S), at det almene boligområde i Bellahøj er en succeshistorie.

Han afviser desuden kritikken af kommunens brug af anvisningsretten.

- Vi anviser kun til hver niende ledige bolig, selvom vi har mulighed for at anvise til hver tredje. Bellahøj udvikler sig positivt, og vi er faktisk allerede lykkedes med at balancere beboersammensætningen, siger Frank Jensen.

Han henviser til, at Bellahøj netop er kommet af listen over udsatte byområder fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.