Beredskabet om termoalarmer: Svært at forestille sig, at du overlever

Mange plejecentre har utidssvarende termoalarmer hængende. De er langt dårligere end røgalarmer, fastslår ny dokumentar.

Det er ikke ligemeget hvilken alarm, der hænger i loftet på landets plejecentre. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Der er stor forskel på, hvilke alarmer plejecentrene rundt om i landet har hængende.

En lang række plejecentre har nemlig termoalarmer i stedet for røgalarmer hængende i lofterne.

Men den slags alarmer er både utidssvarende, og reagerer langt senere på en brand end røgalarmer.

Sådan lyder det fra beredskabet.

- Termodetektoren reagerer væsentligt langsommere end en røgalarm, siger Marcello Francati, forebyggelseschef i Hovedstadens Beredskab.

- En termodetektor reagerer på varme. Der skal være varmt i lokalet, helt op til 70 grader før den går i gang. Røgalarmen reagerer på røg og reagerer meget, meget hurtigere, siger han.

Dokumentar sætter fokus på problemet

Mandag aften bringer DR1-dokumentaren "Plejehjem i brand".

Her kommer det frem, at der på mindst 42 plejecentre i landet sidder termodetektorer.

Ifølge Marcello Francati er den slags alarmer utidssvarende.

- Man kan godt forsvare termodetektorerne, fordi det stadig er lovligt. De er utidssvarende, men de opdager, at branden ikke spreder sig til de yderligere lokaler.

- Men det er svært at forestille sig, at du overlever at være i et rum, som er 70 grader varmt, siger han.

Hvis man som pårørende sidder tilbage med en bekymring, er opfordringen fra Marcello Francati derfor at tage kontakt til plejecenteret.

- Der er rigtig mange, der stadig ikke engang har en røgalarm hos dem selv. Her er der trods alt en alarm, men det er en god idé at gå i dialog med centeret i forhold til at få kigget på, om der kan gøres mere, siger han.

Du kan se dokumentaren "Plejehjem i brand" på DR1, mandag kl. 20.45

Facebook
Twitter