Boligforeninger: Airbnb kan koste på tryghed og naboskab

Ejer- og andelsforeninger advarer mod udlejning via Airbnb, da udlejningen kan gribe om sig og skabe utryghed hos bekymrede naboer.

I flere boligforeninger griber udlejningen om sig, lyder det blandt andet fra Ejendomsforeningen Danmark (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Det kan give lidt luft i økonomien at leje sit hjem ud via tjenester som Airbnb, men udlejningen foregår ikke altid uden problemer.

Sådan lyder det i advarsler fra flere ejer- og andelsforeninger.

I nogle tilfælde griber udlejningen om sig. Hos Ejendomsforeningen Danmark får man jævnligt henvendelser fra bekymrede naboer, siger administrerende direktør Jannick Nytoft.

- Nogle steder kommer det til at være decideret erhvervsudlejning, og det er utrygt for de øvrige beboere, fordi man aldrig ved, hvem der er i naboens lejlighed, siger han.

Det billede genkender man i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, ABF.

Derfor opfordrer man andelsforeningerne til at lave klare regler for udlejningen.

- Helt overordnet er det denne her følelse af utryghed, at der pludselig er fremmede mennesker i opgangen. Så vores holdning er, at den enkelte forening skal tage stilling til korttidsudlejningerne, siger stabschef Isaac Appelquist.

Netop derfor er flere andels- og ejerforeninger også begyndt at lave regler for udlejningen, siger Rasmus Juul-Nyholm, der er direktør i firmaet Cobblestone, som administrerer 13.000 boliger i København.

- De har næsten alle sammen besluttet at tillade korttidsudlejning, men i et begrænset omfang, siger han.

Tidligere på året blev regeringen sammen med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti enige om at lægge et loft på 70 dage om året, som private boliger kan udlejes via tjenester som Airbnb.

Men i langt de fleste af de boligforeninger, der allerede har lavet regler, har man sat en grænse på 49 dage eller syv uger. Derfor er 70 dage i overkanten, mener Rasmus Juul-Nyholm.

- Det er mere end de foreninger, der har forholdt sig til udlejningen, har tilladt, siger boligdirektøren.

Hos Airbnb genkender man ikke problemet.

- Langt størstedelen af værter og gæster på Airbnb er gode naboer og respektfulde rejsende, og en typisk vært i Danmark lejer deres hjem ud i mindre end to dage om måneden, skriver Airbnb i et svar til DR.