Boligløse unge opgiver studierne

Manglen på en bolig får desperate studerende til at droppe uddannelsen

Det kan koste pladsen på drømmestudiet, når unge på desperat boligjagt opgiver at finde en lejlighed eller et værelse. (© DR)

1. september er lige om hjørnet og med dét studiestart. Problemet er bare, at der langt fra er studieboliger nok. Situationen har faktisk aldrig været værre.

Sådan lyder det fra både Kollegiernes Kontor og Centralindstillingsudvalget, som står for at fordele kollegieværelser og ungdomsboliger til studerende i hovedstadsområdet, skriver DR P4 København.

Hos Kollegiernes Kontor i København er ventelisten i øjeblikket på ca. 12.000.

Boligløse studerende er desperate.

Der er 2.000 unge flere på listen i forhold til sidste år og også akutlisten er rødglødende.

- "Jeg lægger mig på knæ foran dig for at bede dig skaffe mig noget at bo i" eller "Det er også din skyld, at jeg ikke kan komme ind på studiet, fordi jeg ikke kan få noget sted at bo." Det er typisk sådan nogle bemærkninger jeg får, siger administrator, Gitte Peitersen.

Samme melding kommer fra Centralindstillingsudvalget, der fordeler ungdomsboliger til studerende. Det er så kritisk, så studerende i København for første gang for alvor er begyndt at søge bolig uden for København i f.eks. Helsingør og Hillerød.

Største stigning i boligsøgning er uden for København

Størst er stigningen i antallet af boligansøgninger til Roskilde, der er steget med 25 procent i forhold til sidste års knap 2000 ansøgninger, fortæller Centralindstillingsudvalgets daglige leder, Rasmus Okholm-Hansen.

Og boligsituationen kan presse de studerende til helt at opgive deres uddannelse allerede før de går i gang, siger han.

- Vi oplever studerende, der henvender sig enten telefonisk eller i vores rådgivning, hvor vi fornemmer, at de er tæt på at melde sig ud af uddannelsen, fordi de ikke kan finde tag over hovedet, siger han.

Større optag giver flere boligproblemer

Problemet opstår ifølge både Gitte Peitersen og Rasmus Okholm-Hansen, fordi der i år er optaget flere studerende på uddannelserne.

På landsplan blev der i sommer optaget over 65.000 nye studerende på landets videregående uddannelser.

Samtidig er der bygget for få nye boliger, mens de studerende bor længere tid i studie- og kollegieboliger end tidligere, fordi det er blevet sværere at komme ind på boligmarkedet.

Facebook
Twitter