Boligøkonom om flere huse på tvang: Hovedstadskommuner inddriver gæld

Når regningerne ikke er betalt, risikerer huset at ryge på tvangsauktion. Det sker oftere i hovedstaden end tidligere.

Især august og september var hård for Region Hovedstaden. I juli måned blev der registeret 23 tilfælde, men det tal voksede de efterfølgende måneder til 45 og 39 tilfælde. (Foto: BAX LINDHARDT © sCANPIX)

Rudekuverter er altid kedelige at få ind ad brevsprækken. Men det har markant flere hovedstadsborgere med gæld til kommunen fået i løbet af de sidste tre måneder

For ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i løbet af det seneste kvartal en stor stigning i antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner sammenlignet med det forrige kvartal.

Og ifølge Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom ved Nordea, så er det et udtryk for, at hovedstadskommunerne er i gang med at inddrive gæld:

- Kommunerne har nogle ret store udeståender hos nogle af borgerne, og dem vil de altså gerne have tilbage igen. Derfor bruger de det her våben om at melde, at boligejerne får en tvangsauktion, hvis de ikke betaler, siger hun.

Samlet set er tallet steget fra 65 tvangsauktioner i andet kvartal til 105 i tredje kvartal i Region Hovedstaden.

Men ifølge Lise Nytoft Bergmann får vi ikke 105 tvangsauktioner at se:

- Det tror jeg ikke, for når man får at vide, at ens ejendom ryger på tvang, så virker det lidt som en knibetang. Så en del boligejere, der skylder et beløb, vil typisk finde en løsning, inden datoen for tvangsauktionen, forklarer hun.

Historisk lavt niveau

Men selvom antallet af de mange tvangsauktioner kan lyde voldsomt, så påpeger Curt Liliegren, der er direktør for Boligøkonomisk Videncenter, at tallet er historisk lavt:

- Det er et udtryk for, at det går bedre på ejendomsmarkedet helt generelt. Og det er også derfor, at antallet af tvangsauktioner er særligt lavt, når vi kommer ind i hovedstadsområdet. For det er der, vi har opsvinget på boligmarkedet, forklarer Curt Liliegren.

Selvom opsvinget findes i hovedstaden, så er det Region Nordjylland, der nu indtager førstepladsen, når det kommer til færrest tvangsauktioner.

Og det på trods af, at de også har oplevet en stigning på 25 procent i tredje kvartal.

Region Sjælland topper listen

I landets tre øvrige regioner er tallet faldende, men Region Sjælland er fortsat den landsdel med flest tvangsauktioner.

- Region Sjælland var også det område, der blev hårdt ramt i perioden 2007 til 2012, hvor vi havde en del tvangsauktioner i Danmark, fortæller Curt Liliegren.

- Der er også stadig en del områder i Region Sjælland, hvor vi ikke er helt ude af krisen endnu. Priserne er ikke helt kommet op igen, og det er derfor naturligt, at vi stadig ser nogle tvangsauktioner der.

Hvis du er én af de borgere i Region Hovedstaden, der har fået en rudekuvert med bekendtgørelse om tvangsauktion indeni, så skal du opsøge din bank, forklarer Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea:

- Man skal huske på, at boligpriserne er steget en del i hovedstadsområdet de seneste år. Hvis boligejerne går i banken, så kan man i langt de fleste tilfælde låne det beløb, man skylder, siger hun.

Det er især enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, der ryger på tvangsauktion.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.