Borgere i Jyllinge Nordmark må se langt efter kystsikring

Det oversvømmelsestruede Jyllinge Nordmark bliver ikke beskyttet af diger lige foreløbig.

Uden en VVM-tilladelse kan borgerne i Jyllinge Nordmark godt forberede sig på også at fylde sandsække i fremtiden, hvis vandet skal holdes ude. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Maskinerne, der skulle bygge diger for at sikre borgerne i Jyllinge Nordmark mod oversvømmelser, er slukket på ubestemt tid.

For Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet digebyggeriets VVM-tilladelse og derved sat en kæp i hjulet for kystsikringen.

- Alt er standset. Det hele. Vi kan ikke få lov til at forsætte. Det er gået i stå midt i det hele, fortælle Philip Lange Møller, der er formand for Digelauget Jyllinge Nordmark.

VVM-tilladelsen er taget fra projektet, fordi opførelserne af et af digerne og en sluse vil ødelægge 0,72 hektar af et fredet Natura 2000 område, svarende til 0,5 procent af det samlede Natura 2000 område.

Afgørelsen landede på Roskildes borgmester Joy Mogensens (A) bord fredag aften.

- Det var en af de værste afgørelser, jeg nogensinde har modtaget som borgmester, fortæller hun og forsætter:

- Normalt tager klagenævnet også menneskelige og samfundsmæssige hensyn med i deres vurdering, men nu er det naturen fremfor alt. Uanset konsekvenserne det har for borgerne.

Digelaugsformand Philip Lange Møller frygter for konsekvenserne, som han desværre allerede kender:

- Vi kan se frem til, at vi hvert år skal være nervøse for stormflodsoversvømmede huse. Vi skal igen og igen ud og lægge watertubes. Det koster millioner af kroner, hver gang vi går i gang med at sikre vores hjem, siger han.

To løsninger

Selvom det får konsekvenser for borgerne i Jyllinge Nordmark, så kan afgørelsen hverken ankes eller bringes videre til andre danske myndigheder.

Derfor har Joy Mogensen bedt hendes embedsmænd i kommunen lave en teknisk og juridisk redegørelse.

- Inden jeg selv afgør, hvad der skal ske, så vil jeg gerne have de kloge hoveders vurdering først og diskutere det med byrådet og borgerne, fortæller hun.

Men hun ser to mulige løsninger lige nu.

- Det ene det er at gå til EU og prøve at få dem til at give en dispensation. Den anden er at lave en helt ny kystsikring et helt nyt sted, men det er svært at se, hvor det skal ligge, for det skal jo ligesom ligge ud til vandet, forklarer hun.

Joy Mogensen har ikke noget bud på en tidshorisont, men oplyser, at projektet er sat væsentligt tilbage.

Facebook
Twitter