Borgerforslag stemt igennem: Nu skal gravide og fødende have rettigheder

Et borgerforslag om at indføre nationale rettigheder for fødende er netop blevet vedtaget i Folketinget.

Der er nu bred politisk opbakning til et borgerforslag om bedre fødsler. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Opdatering. Det fremgik tidligere, at kun Konservative stemte imod. Liberal Alliance stemte ligeledes imod forslaget. Det er nu tilføjet i artiklen.

Der er nu bred politisk opbakning til et borgerforslag om bedre fødsler, som over 50.000 danskere har skrevet under på.

For i dag stemte alle partier på Christiansborg med undtagelse af Konservative og Liberal Alliance for borgerforslaget, som er stillet af en gruppe forældre i samarbejde med foreningen Forældre og Fødsel.

Forslaget lægger blandt andet op til, at gravide fremover skal have ret til fødselsforberedelse i små hold, ret til at overnatte på hospitalet og ret til at have én jordemoder med sig hele vejen gennem forløbet.

Borgerforslaget kom blandt andet i kølvandet på DRs dækning dækning af forholdene på især Region Hovedstadens fødegange, hvor flere kvinder er blevet sendt til et andet hospital under fødselsforløbet på grund af travlhed.

Rigtig vigtigt skridt

Derfor er det en stor sejr, at et politisk flertal nu forpligter sig til at sikre nationale rettigheder, siger Mie Ryborg-Larsen, der er hovedstiller af borgerforslaget.

- Det er et rigtig vigtigt skridt, fordi det sender jo et meget tydeligt signal om, at der er et meget bredt flertal, der mener, at der bør indføres rettigheder til fødende og kommende familier, siger hun.

Forslaget blev blandt andet stemt igennem med stemmer fra Dansk Folkeparti.

- Der har jo været stor debat om forholdene for fødende den seneste tid, og nu skal der ske noget. Og derfor er det på sin plads at stemme for, så vi kan sikre nogle rettigheder for fødende, som man skal leve op til, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Også Enhedslisten stemte for borgerforslaget.

- Det betyder, at et flertal i Folketinget har besluttet, at vi skal lave nogle grundlæggende rettigheder både før, under og efter fødslen, siger partiets sundhedsordfører Pernille Skipper (Ø).

Selvom Konservative også mener, at der er behov for et løft af fødeafdelingerne på landets hospitaler, stemte partiet imod borgerforslaget. For her mener man ikke, at fødselsområdet bliver bedre af, at man kun opstiller mål for rettigheder. I stedet handler det ifølge partiet først og fremmest om at ansætte flere jordemødre, skriver partiet i en mail til DR.

Forhandlinger inden sommerferien

Samtidig har et flertal af partier stemt for Enhedslisten beslutningsforslag, der pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlingerne om fødeområdet allerede inden sommerferien.

Sundhedsminister, Magnus Heunicke (S) har tidligere på et samråd erkendt, at der er problemer på området. Men har oprindeligt lagt op til at behandle området som del af den sundhedsreform, der efter skal køre til efteråret. Men den udmelding har mødt kritik fra flere partier og dagens afstemning betyder altså, at de ikke skal vente til efteråret med forhandlingerne.

- Det forpligter jo ministeren til at få indkaldt folketingets partier og få konkretiseret, hvordan vi kan sikre de her rettigheder, få fundet pengene og få ansat nogle flere på fødeafdelingerne, siger Pernille Skipper (Ø).

Selvom partierne nu har vedtaget borgerforslaget, skal den konkrete udformning af rettighederne, samt finansieringen først fohandles på plads blandt partierne.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk