Borgmester: Forhøjet strafrente vil give folk mere gæld

Skatteministerens planer vil virke stik mod intentionen, siger Albertslunds borgmester, Steen Christiansen.

Steen Christiansen er bekymret over, hvad en rente på 8 procent vil betyde for socialt udsatte, som er i gæld til det offentlige.

Det vil gå ud over de svageste, at den såkaldte strafrente på gæld til det offentlige stiger til otte procent.

Det mener den socialdemokratiske borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen.

Skatteminister Karsten Lauritzen vil ændre reglerne, så alle skyldnere i fremtiden skal betale samme høje rente på otte procent, uanset om ikke de har at betalt skat, børnepenge eller har andre former for gæld til de offentlige kasser, skriver Politiken.

Hidtil har man kunne betale ned til en procent alt efter gældens type og omfang, men det er slut nu.

- Borgere med sociale vanskeligheder, som har stor gæld til det offentlige, vil få svært ved at betale gælden tilbage, siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund kommune.

Han tror i stedet, at renten på otte procent vil skubbe folk ud i yderligere gæld.

- Derfor synes jeg, man skal tænke sig rigtig godt om, inden man forhøjer renten så markant, som skatteministeren har tænkt sig, siger Steen Christiansen.

Skatteminister Karsten Lauritzen mener, at der i dag er for stor forskel på, hvor meget man skal betale i rente på den gæld, man har til det offentlige.

Det betyder, at der er nogle skyldnere, der spekulerer i ikke at betale gælden, fordi renten i banken er højere.

- Man bliver nødt til at have en situation, hvor folk betaler deres gæld, og hvis de ikke gør det, så skal de betale en rente, siger Karsten Lauritzen.

Men Steen Christiansen tror ikke, at borgere i hans kommune spekulerer i renten.

- Det er deres situation slet ikke til. De er meget mere optagede af at komme ud af den situation, de er havnet i, og det bliver rigtig svært for dem, hvis man berører gælden så dramatisk, som skatteministeren lægger op til, siger han.