Sidste år blev der indført obligatorisk motion for SOSU-medarbejderne på Københavns plejehjem. Nu skal kravet omfatte alle medarbejdere i risiko for nedslidning, lyder forslaget fra sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF).
- Det er for eksempel vej og park-folk og rengøringsmedarbejdere. De har en kombination af kort uddannelse og hårdt fysisk arbejde, som det kan være vanskeligt at lave en omskoling fra.
Tvungen træning er både til gavn for kommunen og medarbejderne, forklarer hun:
- Det handler om arbejdsmiljø. Hvis du er på en byggeplads, så skal du have en hjelm på, så du ikke får en mursten i hovedet. Tilsvarende har vi som offentlig arbejdsplads et ansvar for, at vi ikke slider folk ned igennem deres arbejdsliv.
Forslaget møder imidlertid modstand hos Radikales gruppeformand i København Tommy Petersen, der synes det er alt for vidtrækkende:
- Jeg synes vi skal passe meget på, at kommunen ikke bliver din mor, der hele tiden tror, den ved, hvad der er bedst for dig.
Forslaget om obligatorisk motion indebærer, at der skal udpeges ambassadører på kommunens arbejdspladser, som skal være ansvarlige for at drive og fastholde træningen i arbejdstiden. Og det er helt galt, mener han:
- Det synes jeg synes lyder virkelig kontrolagtigt og invaderende og faktisk ret uhyggeligt.
Økonomiudvalget i Københavns Kommune skal stemme om forslaget tirsdag eftermiddag.