Brandkadetter baner vejen i udsatte områder

Københavns Brandvæsen uddanner unge kadetter, som er med til at lette redningsarbejdet i udsatte områder.

Københavns Brandvæsen har held med at åbne dørene for unge i udsatte områder. (Foto: Mikkel Tofte)

Gør problemet til en del af løsningen. Den tankegang ligner en succes i flere ghettoområder i hovedstadsområdet, hvor brandvæsenet har haft problemer med påsatte brande og stenkastende unge.

Siden 2011 har Københavns Brandvæsen haft et ungdomsbrandkorps, og mandag var der dimission for det tiende hold af brandkadetter. Og i dag tager den første kadet så et skridt op ad stigen, når han afslutter sin uddannelse i brandvæsenets frivillige beredskab.

- De har virkelig udviklet sig både personligt og fagligt i de seks måneder, hvor de efter skole er kommet og har lært teori, lavet øvelser og været ude at slukke brande og redde mennesker, siger Anna Mee Allerslev (R), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

En gevinst for samfundet

I alt er 97 unge brandkadetter blevet uddannet. Og de har gjort en stor forskel i det daglige arbejde for brandvæsenet.

- Vi oplever en meget større positiv interesse fra de unge. Det hører jeg ensstemmende fra vores brandfolk, når de kommer ud. Vi har slet ikke de samme chikanerier som før, og det skyldes udelukkende, at vores brandkadetter er så gode rollemodeller, fortæller Frank Trier Mikkelsen, som er specialkonsulent i Københavns Brandvæsen.

Og Københavns Brandvæsen får stor ros af Anna Mee Allerslev.

- De har taget ansvar langt udover det, der egentlig var opgaven og det har også givet korpset noget. Samtidig har det hjulpet over 100 unge mennesker og givet et løft til skolerne og områderne, siger hun.

Facebook
Twitter