Brexit kan give handelsbøvl: Genoplivet uddannelse fra 80'erne skal hjælpe danske virksomheder

Der er et stort behov for nye toldassistenter blandt virksomheder, der eksporterer til Storbritannien.

Det kan blive en hovedpine at finde ud af toldreglerne på varer, der fremover skal eksporteres til Storbritannien.

Det kan blive rigtig svært for virksomheder i Danmark at finde hoved og hale i de kommende toldregler, som kommer i kølvandet på brexit.

Men den opgave skal en række nyuddannede toldassistenter hjælpe virksomhederne med.

Når Storbritannien forlader det europæiske samarbejde, vil omfanget af toldopgaver nemlig stige voldsomt.

For at virksomhederne kan få hjælp til de kommende toldregler, har HK Hovedstaden sammen med virksomhederne i Danske Speditører udviklet et 25 dages toldassistentkursus, som kontoruddannede kan tage.

- Der bliver brug for flere toldassistenter til det her arbejde, og derfor passer det perfekt med, at vi får flere uddannede, siger formand for HK Service Hovedstaden René Knudsen.

Stort behov for hjælp til toldregler

Et af de firmaer, som har brug for de nye toldassistenter, der skal rådgive og vejlede virksomhederne om told og afgifter på varerne, er fortoldningsfirmaet HLT Spedition i Hellebæk.

Her mener David Sørensen, der er customs agent, at det er en rigtig god idé med de nye toldassistenter.

Han vurderer, at der vil komme endnu større efter­spørgsel efter toldassistenter blandt virksomhederne, når Storbritannien forlader det europæiske samarbejde.

- Det er allerede en mangelvare rundt omkring, så brexit vil kun være med til at skubbe yderligere til det behov, siger han.

Baggrunden for manglen på toldmedarbejdere er også, at der ikke siden starten af 1980’erne er uddannet nogle efter den tidligere uddannelse som toldklarerer.

De sidst uddannede nærmer sig nu pensionsalderen, så der er allerede nu stor efterspørgsel efter folk med indsigt i toldbehandling til import og eksport.

Toldassistentuddannelsen kan faktisk også blive en fin vej ud på arbejdsmarkedet igen for de arbejdsløse kontoransatte, der tidligere har arbejdet i postvæsenet med lignende opgaver, fortæller formand for HK Service Hovedstaden René Knudsen.

- Vi har faktisk taget mange af vores post- og kommunikationsfolk fra det tidligere Post Danmark, der før har lavet noget lignende, og så givet dem dette kursus, der kan geare dem til at tage arbejde hos private speditører, siger René Knudsen.

FacebookTwitter