Bruger om delebil: Hvorfor eje, når man kan leje?

Delebilerne breder sig i hele landet. En af de glade brugere er Søren Kriegbaum.

Søren Kriegbaum sparer mange penge ved at bruge delebiler i stedet for at have sin egen bil. (Foto: © Mark Ludwigs, dr)

Med et enkelt bip med en chip kan du åbne bildøren og sætte dig ind i en af de delebiler, der bliver flere og flere af rundt om i landet.

Når du først har tegnet et abonnement til en af delebilstjenesterne, har du nemlig fri adgang til de delebiler, der er parkeret blandt andet i København, Aarhus og Odense.

Det er en tjeneste, Søren Kriegbaum fra København har stor glæde af.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg kan leje i stedet for at eje, siger han.

Søren er langt fra den eneste, der har valgt at dele sin bilregning.

Delebilstjenesten Drive Now, der ejes af Arriva, får hver måned 1.500 nye brugere, imens konkurrenten Let’s Go det seneste år har fået 20 procent flere delebilskunder.

Tidligere havde Søren Kriegbaum sin egen bil, som han stort set kun benyttede, når regnen stod ned i tykke stråler, fordi han har under en kilometer til job.

Derfor savner han heller ikke sin bil.

- Det var ikke svært at vænne mig af at med at have en bil, siger han.

Et af goderne ved at bruge delebil i stedet for at eje en bil er, at det pynter gevaldigt på økonomien, fortæller Søren Kriegbaum.

- Mit forbrug er for småt til at eje en bil. Og så ser det jo godt ud på bankkontoen, at jeg slipper for at betale for eksempel registreringsafgifter og reparationer, siger han.

Nogle gange kan det dog alligevel være rart at have muligheden for at bippe sig ind i en bil.

- Jeg bruger delebilen, når jeg kører til møde. Ofte har jeg en kollega med, og så er det praktisk, at vi kan sidde to og samtidig snakke om, hvad vi skal lave til mødet, siger han.

På en app på telefonen kan man se, hvor den nærmeste delebil er. Og for Søren Kriegbaum er den sjældent mere end et par hundrede meter væk.

Det er dog også i hovedstaden, 80 procent af både brugerne af Drive Now og Let’s Go bor.

Det koster mellem to og fire kroner per kilometer at bruge delebilerne hos de to selskaber. Dertil kommer udgifter som tilmeldingsgebyr og timepriser.