Bryllup uden kirkeklokker: Flere siger ja til hinanden på rådhuset

Antallet af borgerlige vielser i hovedstaden er steget med 41 procent siden 2013.

I 2018 blev 6.233 par viet på Københavns Rådhus. (Foto: Karoline Kert © dr)

Når forelskede par bliver gift, foregår det oftere og oftere på rådhusene i hovedstadsområdet.

Siden 2013 er antallet i gennemsnit steget med 41 procent, viser tal fra kommunerne København, Frederiksberg, Roskilde, Gentofte, Gladsaxe, Helsingør og Køge.

På landsplan er stigningen til sammenligning 24 procent, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Den største stigning finder man på Københavns Rådhus, hvor man fra 2013 til 2017 har viet 64 procent flere, og det er en udvikling, der fortsætter i tallene fra 2018.

- Det er især, fordi vi vier flere udenlandske par, fortæller Jesper Hyldal, der er leder af vielseskontoret på Københavns Rådhus.

- Mange af dem bliver viet her i Danmark, fordi de får en hurtig og professionel sagsbehandling, men også fordi mange af dem har et tilhørsforhold til København, siger han.

Johanna Fleckenstein fra Tyskland og Stephen Michaels fra USA bliver gift på Københavns Rådhus. (Foto: Karoline Kert © dr)

Ét af de par, som har valgt at blive gift på Københavns Rådhus, er Johanna Fleckenstein fra Tyskland og Stephen Michaels fra USA.

- Vi valgte at blive gift her i Danmark, fordi man ikke behøver ret mange papirer, og det er meget nemmere, siger Johanna Fleckenstein.

For dem er det ikke et afsavn at gå glip af et stort, traditionsrigt kirkebryllup med en masse gæster.

- Vi ville faktisk allerhelst bare have et lille bryllup bare mellem os to, siger Stephen Michaels.

Ønsket om at holde sit bryllup småt og intimt er ikke kun forbeholdt de udenlandske bryllupsgæster, forklarer livsstilsekspert Henrik Byager.

- Mange ønsker en større individualitet i forbindelse med deres bryllup, og ved et rådhusbryllup kan man i højere grad selv designe festen. Ved et kirkebryllup er traditionerne mere fastlagt, siger han.

Udvikling i antal rådhusvielser fra 2013 til 2017:

  • På landsplan: Fra 15.271 til 18.925 - stigning på 24 procent.

  • København: Fra 3.366 til 5.532 - stigning på 64 procent.

  • Helsingør: Fra 185 til 296 - stigning på 60 procent.

  • Gladsaxe: Fra 149 til 225 - stigning på 51 procent.

  • Frederiksberg: Fra 752 til 1.131 - stigning på 50 procent.

  • Køge: Fra 137 til 187 - stigning på 41 procent.

  • Roskilde: Fra 228 til 261 - stigning på 14 procent.

  • Gentofte: Fra 252 til 270 - stigning på 7 procent.Kilder: Kommunerne København, Frederiksberg, Roskilde, Gentofte, Gladsaxe, Helsingør og Køge samt Danmarks Statistik.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk