Byggebranchen skal være mere grøn: Sætter eget klimamål

I 2030 skal betonen man bygger med udlede halvt så meget CO2, lyder målet.

Selvom beton er et af de byggematerialer, der udleder allermest CO2, bygger vi fortsat mere og mere med beton. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Politikerne nærmest træder hinanden over tæerne for at have den mest ambitiøse klimapolitik, men når det kommer til at gøre byggeriet mere klimavenligt, går det stadig ikke hurtigt nok.

Det mener man i byggebranchen, hvor man nu tager sagen i egen hånd og sætter sit eget klimamål: Den beton, man bygger med i år 2030, skal udlede halvt så meget CO2, som den gør i dag.

- Beton er et af de mest CO2-tunge byggematerialer, så vi har selvfølgelig som betonbranche et ansvar for at gøre det bedre, siger Dorthe Mathiesen, der er branchedirektør i Dansk Beton.

Beton er en stor klimasynder

Indtil videre har 32 virksomheder og organisationer tilsluttet sig klimamålet, herunder både store og små virksomheder, rådgivende ingeniører, arkitekter, universiteter og Region Hovedstaden.

En af virksomhederne er Aalborg Portland, som står bag en helt ny type cement, der kan begrænse byggeriets udledning af CO2 med op til 30 procent.

Det har også den rådgivende ingeniørvirksomhed MOE, som har været med til at udvikle et program, der kan beregne, hvor meget CO2 delene i et byggeri udleder.

- Der benyttes utroligt meget energi til at producere beton, så potentialet i at gå med i sådan et mål her er enormt stort, siger Peter Hesselholt, som er afdelingsleder i MOE med ansvar for energi og bæredygtighed.

Politikere skal stille krav

Ifølge det internationale energiagentur (IEA) kommer syv procent af den samlede globale CO2-udledning fra cementproduktion, mens byggeri samlet set står for op mod 40 procent af CO2-udledningen på verdensplan.

Derfor er der også i resten af byggebranchen stor vilje til at gøre noget ved byggeriets sorte ry, fortæller direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

- Vi har 6.700 medlemsvirksomheder, og når vi spørger dem, om de er klar til at levere bæredygtige løsninger, så svarer 65 procent, at det er de, hvis kunderne efterspørger det.

Fælles for både virksomheder og brancheorganisationer er dog, at man også opfordrer politikerne til at sætte nogle mål og krav.

- Jeg tror, det er vigtigt, at der også bliver stillet politiske mål for branchen, for eksempel hvor meget man skal reducere sin CO2-udledning, så branchen har noget konkret at levere på, siger Michael H. Nielsen.

Vi skal lave færre byggerier

På Aalborg Universitet er professor ved Institut for Byggeri og Anlæg Michael Havbro Faber positivt indstillet over for branchens tiltag.

Virksomhederne har allerede i dag værktøjer at gribe til i værktøjskassen for at mindske klimaaftrykket, siger han.

- Meget teknologi er allerede til rådighed, men det er et spørgsmål om at gøre tingene meget anderledes, end vi gør nu, lyder det.

Men teknologiforbedringer klarer det ikke alene. Vi skal simpelthen bygge mindre i fremtiden, siger Michael Havbro Faber.

- Vi er også nødt til at reducere på byggeriet. Vi skal kigge på, hvad det er for noget byggeri, der giver mest velfærd, og så skal vi have skåret det, der ikke giver nævneværdig velfærd væk.

Facebook
Twitter