Byrådspolitiker: Jeg blev ekskluderet efter kritik af Venstres flygtningepolitik

Venstre afviser, at Solrød-politiker Bo Nygaard Larsen røg ud på grund af kritikken.

- Der er ingen tvivl om, at regeringen og partiet Venstre har svigtet flygtningene og det internationale samarbejde, udtalte Bo Nygaard Larsen i tirsdagens Deadline. (Foto: Line Rasmussen DR København)

Venstre i Solrød har smidt byrådsmedlem Bo Nygaard Larsen ud af partiets byrådsgruppe.

Bo Nygaard Larsen mener selv, at det skyldes kritik af partiformand Lars Løkke Rasmussen og den politiske linje på flygtningeområdet i DR2-programmet ’Deadline’.

Det afviser partiet dog selv.

Kritisk overfor flygtningelinjen

I tirsdags medvirkede Bo Nygaard Larsen i tv-programmet, som ifølge ham altså blev afgørende for hans udsmidning:

- Det er der ikke plads til at sige i Venstre, der efter min mening er ualmindeligt meget topstyret. Det er det på landsplan, og det er det i Solrød. Jeg har ikke kunnet passe ind i en struktur, hvor man bare skal holde mund og gå i takt, siger Bo Nygaard Larsen.

Den udlægning afviser gruppeformanden for Venstre i Solrød, Kim Sunesen.

Gruppeformand afviser blankt

Det handler udelukkende om manglende tillid på grund af brudte, interne aftaler, lyder det.

- Jeg kan blankt afvise, at det her handler om politik eller holdninger til Venstres ledelse. Det handler kun om lokale forhold og interne aftaler, der er brudt, siger gruppeformand Kim Sunesen.

Bo Nygaard Larsen fortsætter som løsgænger i byrådet i Solrød Kommune.

FacebookTwitter