Charlotte overraskede tyv midt i indbrud: Hun og flere borgmestre klar til kommunalt vagtværn

Gentofte, København og Greve blandt kommuner, der vil udnytte politireformens mulighed for private vagtværn. Politiforbund kritiserer ordningen.

Charlotte de Neergaard har lige hentet sine to børn fra skole, da hun, på vej ind i huset, opdager det knuste kældervindue.

- Da vi så kommer gående herop, så kan jeg lige pludselig høre, at mine børn råber 'mor, hvem er det, som er i baghaven?'

Tyven stikker af gennem haven og er væk. Tilbage står Charlotte de Neergaard med et gennemrodet hjem i Charlottenlund i Gentofte Kommune.

- Det var vanvittigt og meget utrygt at se en indbrudstyv i sit hjem, siger Charlotte de Neergaard, om oplevelsen for næsten tre år siden.

Hun ringede til politiet, mens hun så tyven løbe ud af haven og væk over S-togsskinnerne nær hjemmet. I røret gav hun politiet et signalement af indbrudstyven og tænkte, at de kunne nå at fange ham nu, hun havde opdaget ham på fersk gerning.

Sådan gik det ikke.

- Jeg ventede i fire timer på, at de kom. Det er lang tid at vente i sin have med to skræmte børn, fordi man ikke må gå ind i huset og ødelægge spor. Jeg ringede jo til politiet, mens jeg så ham løbe – de kunne jo have fanget ham, hvis de havde rykket på det, men de fangede aldrig tyven, siger Charlotte de Neergaard.

I dag har hun svært ved at have tillid til politiet i forbindelse med indbrud. Både hun og mange af hendes naboer har oplevet indbrud og mener, at der er brug for meget mere fokus på den slags kriminalitet.

Vagtværn som forsøgsordning

Men nu kan der være en løsning på vej. I den nye politireform får kommunerne nemlig lov til som en forsøgsordning at oprette et kommunalt vagtværn.

Noget man ser frem til på Gentofte rådhus, hvor borgmester Hans Toft (K) også har mistet tålmodigheden med de mange indbrud i kommunen, som i årevis har ligget højt i de landsdækkende indbrudsstatistikker.

Han har allerede køreplanen klar for det nye kommunale vægterkorps, som han kalder det.

- Vores vægterkorps skal være et supplement til politiets arbejde. Jeg forestiller mig vagter, der er udstyret med kameraer, megafoner og schæferhunde. De skal kunne køre udrykning med blå blik og så skal de være fremme senest fem minutter efter, at en borger har slået alarm, siger Hans Toft.

Flere andre kommuner i hovedstadsområdet er også klar til at hyre vagter ind. Blandt andet Greve, Fredensborg og København. Her er planerne at sætte vagter ind i villakvarterer, ved togsstationer og i nattelivet.

I Greve vil borgmester Pernille Beckmann (V) gerne bruge vagterne til at holde øje med s-togsstationerne.

- Vi oplever at hr. og fru. Greve føler, der er utrygt på vores stationsområder, og det kunne vi godt tænke os, at sætte ind overfor ved at lade private vagter være på stationsområdet, siger Pernille Beckmann.

Først til foråret, afgør forligspartierne på Christiansborg, hvilke beføjelser de kommunale vagter kommer til at få.

Men ifølge overborgmester i København, Lars Weiss (S) er det helt afgørende, at vagterne får lov til udskrive bøder til folk, der larmer og sviner i nattelivet.

- Jeg er glad for, at regeringen har lyttet til vores ønske om, at kommunale medarbejdere kan bistå politiet med at holde orden. Men det giver kun rigtig mening, hvis medarbejderne også får mulighed for give en bøde til dem, der larmer og sviner, siger han.

- Voldsmonopolet ligger hos politiet

I Politiforbundet mener man dog, at det er en helt forkert vej at gå, hvis man lader private vagtfirmaer uddele bøder og køre udrykningskørsel.

For man risikerer at udhule tilliden til myndighederne, hvis man giver private firmaer lov til at lave politiarbejde, siger næstformand i Politiforbundet, Claus Hartmann.

- Så har vi ikke længere ét korps i Danmark. Så har vi flere, og så er jeg bange for at tilliden, som alt politiarbejde bygger på, skrider. Så skrider befolkningens kendskab til, at hvis man gør noget forkert, så er det ikke en politimand, der står foran en. Så er det en vagt, der er ansat hos et privat firma, der skal tjene penge, siger Claus Hartmann.

I Justitsministeriet er man dog ikke bekymret.

- Magten og voldsmonopolet ligger hos politiet, men vagterne skal være til stede på en måde, hvor de kan skabe den tryghed som vi gerne vil have, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Hør justitsminister Nick Hækkerup uddybe her:

Tilbage på villavejen hos Charlotte de Neergaard i Charlottenlund er huset blevet udstyret med alarmer og indbrudssikring på kældervinduet siden indbruddet for to et halvt år siden.

Et indbrud som stadig påvirker Charlotte de Neergaard meget.

- For mig var det værste følelsen af, at ens intimgrænse var overtrådt. Jeg er meget mere på vagt nu, og jeg sætter alarmen til, hvis min mand er væk, fortæller hun.

Charlotte de Neergaard krydser fingre for, at kommunen planlagte vægterkorps snart vil traske gaderne tynde og skræmme indbrudstyvene væk.

- Det er lige det, der skal til. Det handler om at stresse dem, så de bliver væk. Et mere organiseret vagtværn vil jo have fokus på lige præcis det, siger Charlotte de Neergaard.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter