Coronakrisen kan have skabt 'uoprettelige konsekvenser' for kronisk syge

Lukningen af fysioterapeutklinikkerne har skabt en pukkel af manglende behandlinger.

Behandlingskapaciteten af det eksisterende personale skal udvides, hvis man skal klare puklen af kroniske patienter, mener Jes Søgaard, der er professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Efter genåbningen af dele af erhvervslivet i sidste uge, herunder fysioterapeuter, er der igen travlhed på briksene rundt om på klinikkerne.

Men coronakrisen og den

midlertidige
lukning kan allerede have skabt uoprettelige konsekvenser for dem, der er afhængige af den regelmæssige behandling hos fysioterapeuterne.

Sådan lyder det samstemmende fra både Danske Patienter, Gigtforeningen og fag- og interesseforeningen Danske Fysioterapeuter.

Kroniske
patienter som for eksempel gigtpatienter er afhængige af behandlinger, og nu er der en pukkel af patienter, som skal 'bekæmpes'.

- Vi er spændte på, hvad planen for at komme puklen til livs vil være, siger Mette Bryde Lind, der er formand for Gigtforeningen.

'Væsentlige ting der skal rettes op på'

En af dem der kommer til at indfinde sig på briksen hyppigt, er Hanne Bertelsen fra København.

Hun har flere gigtdiagnoser og en skæv ryg, som hun også er blevet opereret for fem gange.

Hanne Bertelsen forventer, at det kræver en stor indsats fra hendes side, for det er væsentlige ting, der skal rettes op på efter den lange pause væk fra behandlinger. (Foto: Nikolai Rosler © (c) DR)

For hende har perioden uden fysioterapeutisk behandling været ekstra hård.

- Jeg føler mig mere stiv i min ryg, mine arme og mine ben. Det har ikke kun påvirket mig fysisk, men er også gået ud over mit humør. Jeg føler mig tynget af, at jeg ikke kan gøre, som jeg plejer, siger hun.

Hanne Bertelsen er en blandt mange i den føromtalte pukkel, som nu skal til at have mange og hyppige behandlinger. For Hanne Bertelsen ved godt, at det her kommer til at kræve en ekstra indsats.

- Indsatsen skal både komme fra fysioterapeutens side, men også min egen side. For jeg er godt klar over, at der er nogle væsentlige ting, der skal rettes op på nu, siger hun.

Danske Patienter: Kommunerne skal komme med en plan

Hanne Bertelsen er ikke den eneste kronisk syge, som kan mærke, at den manglende behandling går ud over

livskvaliteten
.

Hos Gigtforeningen oplever man, at mange med

kroniske
sygdomme har svært ved at få dagligdagen til at fungere.

- Deres største problem er, at de får de her funktionstab, og det betyder, at de kan have svært ved at passe deres arbejde og deres liv, og det kan være svært at få dagligdagen til at fungere, siger Mette Bryde Lind, der er direktør for Gigtforeningen.

Derfor vil hun og Danske Patienter have kommunerne til at lægge en plan for at komme puklen til livs.

- Dem, der har ventet på behandling, er nu mere ressourcekrævende, og samtidig er der kommet flere patienter til. Derfor skal kommunerne virkelig få lavet en plan, så vi får

nedbragt
den her pukkel, siger Morten Freil, der er direktør hos Danske Patienter.

Hvis der ikke gøres indhug i puklen af patienter, så bliver det rigtig dyrt for samfundet på grund af det mulige tab af arbejdsevne, som flere kronisk syge kan komme til at opleve.

Det vurderer Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

- Der skal ikke være ret mange patienter, der oplever de her konsekvenser, så snakker vi flere hundrede millioner kroner på det danske arbejdsmarked, siger han.

Derfor skal der skrues op for kapaciteten i behandlingen.

- Det kan man gøre ved at aftale overarbejde. Hvis vi skal have afviklet den her kø af patienter hurtigt, og det er inden for fem til seks måneder, så skal behandlingskapaciteten af det

eksisterende
personale udvides, siger han.

DR
har spurgt om Kommunernes Landsforening vil kommentere på
opfordringen
og den ønskede plan, men de har ikke ønsket at udtale sig.

Sådan er coronaudviklingen i Danmark lige nu:

Facebook
Twitter