Cyklister kører mod ensretningen - helt lovligt

Københavns kommune har tilladt cyklister at køre mod ensretningen på fem gader, og flere er på vej.

Københavns Kommune har det seneste år tilladt cykler at køre mod trafikken på fem gader. (Foto: Pernille Rudbæk © dr.dk/p3nyheder)

Flere og flere københavnske cyklister kører mod ensretningen - helt lovligt. Københavns Kommune har det seneste år tilladt cykler at køre mod trafikken på fem gader. Ordningen har været en succes, hvis man spørger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

- Det giver gode genveje gennem byen, således at man som cyklist hurtigere kan komme frem og på mange måder giver det også en tryggere vej gennem byen. Den farlige kørsel, man nogle gange oplever som cyklist, bliver sikker og dermed bliver der færre uheld i byen, siger han.

Flere steder har man indrettet deciderede cykelstier mod ensretningen. De steder, hvor der ikke er blevet plads til cykelstier, har man givet cyklisterne fortrinsret til vejen. Det betyder blandt andet, at cyklerne sætter farten og biler bag dem ikke må dytte.

Jeg er så glad for min ensretning

Alene på de fem gader, hvor kommunen sidste år lukkede op for den modkørende cykeltrafik, har knap 3,5 millioner cyklister kørt mod trafikken i 2013. Og når man må bryde loven lovligt kan man komme hurtigere frem.

- Nogle steder oplever vi det allerede i dag, og det skaber usikre situationer, og det kan hverken cyklister eller bilister være tjent med. Derfor skal vi lave det her for at skabe sikkerhed i trafikken. På den måde kommer vi alle sammen hurtigere frem, siger han.

Han erkender, at det på enkelte strækninger stadig kan være svært at få plads til både cyklister og bilister.

Der er flere genveje på vej

- Det kan godt være utrygt i de gader, der er meget smalle og derfor gør vi vores bedste for at afmærke modstrømscykelstierne bedst muligt. Og min ønskesituation er, at vi får en egentlig cykelsti mod ensretningen, så det bliver helt tydeligt, hvor man må cykle, og hvor man ikke må, siger Morten Kabell.

Samtidig håber man også på, at det kan få endnu flere til at vælge den to-hjulede i stedet for bilen, nu hvor cyklisterne kan skære genvej. Og der er faktisk endnu flere genveje på vej. Allerede i år har man nemlig planlagt tre ekstra gader for cyklisterne.

Gaderne hvor man som cyklist kan køre mod ensretningen er Bremerholm, Gothersgade, Lyngbyvej, Nyhavn og Vestergade.

Facebook
Twitter