Danmarks travleste busrute får turbo gennem byen

Særlige stoppesteder og egne busbaner skal få 5A, Danmarks travleste busrute, hurtigere gennem Københavns bytrafik.

Det er ikke bare Danmarks, men også Nordens travleste busrute. Nu skal bus 5A have lettere ved at komme gennem den travle, københavnske bytrafik. (Foto: Lene Møbjerg © DR)

Bussen 5A skal kunne drøne forbi bilkøerne i morgenens myldretidstrafik.

Derfor får den københavnske rute fra 2017 sin egen bane - de såkaldte +Way - på vejen flere steder i byen.

Stoppestederne er placeret mellem vognbanerne, så busserne nemmere kan holde ind og komme frem i trafikken.

Trafikselskabet Movia forventer, at det nye bussystem kan være med til at dæmme op for de lange bilkøer, der bremser bustrafikken.

Vil flytte folk fra bilen over i bussen

Hurtigere busser i byen skal samtidig flytte passagerer fra bilen og over i den kollektive trafik.

- Når vi kører hurtigere, har vi en forventning om, at vi får flere buspassagerer, siger områdechef for Movia, Jeppe Gaard.

Samtidig arbejder Movia på at få indført større og mere effektive busser, for på den måde at kunne flytte flere passagerer og bruge mindre tid ved stoppestederne. Forventningen er, at kunne køre 17 procent hurtigere i myldretiden med de nye busser.

Hurtigere busser giver bonus til bilen

Investeringer i hurtigere bustrafik vil ikke kun være til gavn for pendlere i den kollektive trafik. Også bilisterne kan få gavn af bussens forbedrede fremkommelighed, fortæller Allan Larsen, der er lektor på Danmarks Tekniske Universitet:

- Når busserne får prioritet frem for den øvrige trafik, kommer de hurtigere frem. Men det betyder samtidig, at de biler, der bliver tilbage på vejene, dermed kommer lettere frem og holder mindre i kø, vurderer han.

Busrute 5A har hvert år 24 millioner passagerer, og den er kun overgået af Københavns Lufthavn målt på årligt passagertal.