Danske Studerendes Fællesråd: Alarmerende at karakterer og løn ikke følges ad

Kvinder scorer bedre karakter end mænd på universiteterne, men roller byttes om igen, når der gives løn på arbejdsmarkedet.

Kvinder får bedre karakterer end mænd på universiteterne. På CBS er forskellen på 0,4 i kvindernes favør. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

- Det er tankevækkende, at vi ser en tendens, hvor unge kvinder klarer sig så godt på universiteterne, men så senere hen ikke klarer sig så godt.

Sådan lyder det fra forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd Sana Mahin Doost, på baggrund af en analyse fra Berlingske, der viser, at kvinder på fem af landets otte universiteter scorer højere karakterer end mænd, når man ser på skoleåret 2016/2017.

Alligevel er rollerne byttet om, når det kommer til lønforhandlingen senere hen. Og den tendens skal ændres, mener Sana Mahin Doost.

- Det burde være sådan, at hvis man er dygtigere, at man så bliver belønnet for det på arbejdsmarkedet, siger Sana Mahin Doost.

Ifølge Sana Mahin Doost er det blandt andet samfundets forventninger til kvinder, der er grunden til karakterforskellen.

- Jeg tænker, der er noget i vores tid i forhold til præstationskultur og forventninger til kvinder, som nok er højere end til mænd, siger hun fortsætter:

- Der skal laves et opgør med tanken om, at drenge og piger skal agere på særlige måder i forhold til uddannelse. Man skal give dem lige muligheder for at udfolde sig, siger hun.

Ifølge analysen så er karakterforskellen på et sted som Copenhagen Business School (CBS) 0,4 i kvindernes favør, mens den på Københavns Universitet er på 0,3.

Og forskellen på karaktererne er ikke særlig motiverende for de unge kvinder, mener Sana Mahin Doost.

- Det kommer til at forstærke det performance-ræs, der er blandt unge, hvis kvinder kan se, at selvom de arbejder hårdere end de mandlige medstuderende, så klarer de sig faktisk dårligere senere hen på arbejdsmarkedet.

Facebook
Twitter