Den dag 17-årige Hans Graham Petersen døde af meningitis

17-årige Hans Michael Graham Petersen døde nytårsdag af den sjældne meningokoksygdom.

Som de sidder der i sofaen, Ivar Petersen med armen om sin kone Jackie, virker det helt uvirkeligt, at familien Graham Petersen for få uger siden har gennemlevet det mareridt, som alle forældre frygter: At miste et barn.

En rask, aktiv og velanset ung mand på 17 år blev, mens vi andre festede og skød 2017 i gang, revet uventet fra dem.

Nytårsaften var ellers planlagt.

Forældrene skulle på besøg hos naboerne. 17-årige Hans Michael Graham Petersen skulle have besøg af vennerne.

Først en lille gruppe til middag, og derefter skulle et par håndfulde mere støde til, mens det nye år nærmede sig.

Aftenen blev dog alt andet end festlig for den unge mand, men endte i stedet i en tragedie, da Hans Graham Petersen mistede livet som følge af den sjældne og farlige meningokoksygdom.

Kl. 16.00: Henter sushi til nytår

Venneflokken skulle have sushi til middag.

Det var Hans Graham Petersens forældre, der hentede maden ved 16-tiden, men da de kom tilbage fra take away-stedet, gik det op for dem, at sønnen var sløj.

- Hans kommer til mig og siger, at han virkelig ikke har det særligt godt, og vi taler om, hvorvidt festen skal aflyses. Det håber han ikke, og han aftaler i første omgang med sin ven, der er på besøg, at han lægger sig og håber, at han får det bedre, fortæller Ivar Petersen.

Han gengiver sønnens ord, som var det blot et par minutter siden, at den 17-årige dreng havde smækket døren og sat kursen mod Birkerød Gymnasium med fodboldtøjet i tasken.

(Foto: Ivar G. Petersen © Ivar G. Petersen)

Kl. 17.00: Aflyser fest og ringer 1813

Festen bliver aflyst. Hvilet på værelset hjælper ikke, og da temperaturen bliver taget, viser displayet 39,5 grader.

Hans og vennen, der er på besøg, ringer selv rundt og fortæller vennerne den dårlige nyhed, og imens får Hans Graham Petersen det dårligere.

Han kaster op i omkring 20 minutter, mindes forældrene i dag. Da det er overstået, er han træt, har ondt og vil bare gerne have et glas cola og sove.

Imens forældrene overvejer, om de skal melde afbud til deres eget nytårsarrangement, kommer Hans Graham Petersen ud til dem igen.

- Han tror, han har meningitis og beder os om at ringe 1813. Det har han læst på nettet. Han har smerter alle vegne. Han er ikke nakkestiv, men han har ondt i nakken, i leddene og i hovedet, forklarer faderen Ivar Petersen.

Ivar Petersen ringer til 1813 til akuttelefonen i Region Hovedstaden klokken 17.35.

DOKUMENTATION Se udskrift af første opkald til 1813

Samtalen varer fire minutter og 20 sekunder, og konklusionen bliver, at Hans Graham Petersen formentlig har pådraget sig en slem omgang influenza.

Hvile, væske og Panodiler fulgt op med kærlighed og omsorg lyder de gode råd i den anden ende af røret.

Familien oplyser ikke over for 1813, at de har mistanke om meningitis.

- Jeg troede selv, at jeg havde begyndende influenza. Jeg havde lige haft lungebetændelse, og vi havde alle sammen været lidt halvsløje. Alle tegn var, at det var influenza, og det sagde sygeplejersken på 1813 også, at det tydede på, gengiver Ivar Petersen konklusionen fra samtalen med Region Hovedstadens akuttelefon.

Efter samtalen med 1813 beslutter Hans’ forældre at tage til nytårsmiddag hos naboerne som planlagt.

Det er Hans Graham Petersen med på, hvis blot forældrene vil se til ham i løbet af aftenen. Han får en masse at drikke og et par smertestillende piller og lægger sig til at sove.

Kl. 01.30: Får mere smertestillende

Halvanden time inde i det nye år slutter forældrenes aften hos naboerne, og de vender tilbage til sønnen i hjemmet.

De har holdt igen med alkoholen, fordi det kan være, at de skal ud at køre, hvis sønnen får det værre. Samtidig har Ivar Petersen flere gange i løbet af aftenen taget den korte tur mellem de to huse for at se til sin søn.

Han har sovet og en enkelt gang bedt om mere at drikke, men da forældrene kommer hjem, har han fået det værre.

- Jeg vækker ham, da vi kommer hjem, og kan man mærke, at han har det rigtig dårligt. Han beder om noget mere smertestillende, og vi giver ham to Panodiler, fortæller Ivar Petersen.

Ivar Petersen gengiver sønnens ord fattet og roligt. Parret sidder nedsunket i den sorte lædersofa, hvor de gennemgår de 22 timer, der har ændret deres liv for altid.

- Som mange 17-årige havde han masser af meninger inden for både politik og samfund. Skrappe meninger, som han stod ved, og han var altid villig til at diskutere med dem, der var uenige. Folk vidste, hvor de havde ham, lyder en del af Ivar Petersens karakteristik af sin afdøde søn.

Kl. 05.14: Ringer igen til 1813

Det er også en beslutsom søn, der tidligt på årets første morgen tager sagen i egen hånd og ringer til Region Hovedstadens akuttelefon endnu en gang.

DOKUMENTATION Læs udskriften af andet opkald til 1813

Inden da har han omkring klokken 04 vækket sine forældre og nok en gang bedt om smertestillende piller. Han får også mere at drikke og er derefter faldet i søvn igen.

Da familiens ældre søn klokken 05:30 vækker forældrene, har situationen taget en uventet drejning.

- Hans har fået kaldt på sin storebror og fortalt ham, at han har rigtig store smerter og har forsøgt at tage et bad for at komme af med dem. Da han tager brusebadet, har han så set, at han er begyndt at få nogle pletter på kroppen, forklarer Ivar Petersen.

Broren har også hentet en ispose, som Hans Graham Petersen har fået på fødderne, der nu gør så ondt, at han har svært ved at stå på dem.

Kl. 05.40: Af sted mod hospitalet

26 minutter efter, at Hans Graham Petersen har ringet op til 1813, ringer personalet fra akuttelefonen tilbage.

Forældrene ved på det tidspunkt ikke, at deres søn efter anvisning fra Region Hovedstadens sundhedspersonale har taget billeder af det udslæt, der er dukket op flere steder på kroppen.

De små sorte prikker viser sig at være det, der i fagsprog hedder petekkier, som kan være tegn på blodforgiftning forårsaget af meningokok-bakterier.

En udskrift fra samtalen mellem Hans Graham Petersen og 1813 viser, at personalet på 1813 beder ham tage til Nordsjællands Hospital, og han spørger undervejs i samtalen sine forældrene, om de kan køre ham, hvilket de gerne vil.

DOKUMENTATION Se udskrift af den tredje samtale med 1813

Medarbejderen i den anden ende af røret bruger derefter knap otte minutter på at finde ud af, hvilken afdeling familien skal køre efter, og da det er afklaret, afslutter medarbejderen samtalen.

Mens familien gør klar til at tage af sted mod hospitalet, roser forældrene sønnen for hans handlekraft og beslutsomme måde at håndtere situationen på.

De kan tydeligt se, at sønnen har det rigtig skidt, men situationens alvor er stadig ikke gået op for dem.

- Jeg har ikke fornemmelsen af, at det her kan være livstruende. Vi skal jo også selv køre ham, så man tænker selvfølgelig, at de havde sendt en ambulance, hvis det her var meget alvorligt, forklarer Ivar Petersen.

Kl. 6.30: Mærker på kroppen

2017 er seks en halv time gammelt, da Ivar Petersen standser bilen foran receptionen på Nordsjællands Hospital.

Familien har opgivet at finde afdelingen, som 1813-personalet har henvist til, da der ikke er skiltet mod den.

Hans har nu så voldsomme smerter, at han ikke kan gå, og forældrene må køre ham ind på hospitalet i en rullestol, de finder i receptionen.

Familien og venner havde skrevet beskeder på kisten til begravelsen.

Klokken er 6.37, da en sygeplejerske som den første sundhedsperson ser teenageren med egne øjne. Herfra går det stærkt, og i løbet af ganske få minutter er Hans Graham Petersen inde på en stue, hvor flere læger på kort tid tilser ham.

-Da lægerne trækker op i Hans’ trøje og ser mærkerne på ryggen, der er det for mig som om, at lægerne går fra at mistænke meningitis til at vide, at nu er den 100 procent sikkert helt gal, fortæller Ivar Petersen om de hektiske minutter efter ankomsten.

Hans Graham Petersen bliver efter kort tid kørt på intensivafdelingen, hvor lægerne kæmper for at få hans blodtryk op. På grund af de giftstoffer, som bakterien udvikler, udvider blodkarrene sig, og det får blodtrykket til at falde dramatisk.

- På et tidspunkt kommer der en læge ud til os for at give os en status. Han fortæller, at der er godt og dårligt nyt. Det er godt, at Hans er knivskarp at tale med, så det tyder på, at der ikke er nogen påvirkning af hjernen. Det dårlige, fortæller lægen, er, at han virkelig ikke kan lide de her blodpletter, siger Ivar Petersen.

I løbet af morgenen og formiddagen forværres Hans Graham Petersens tilstand så meget, at lægerne beslutter at lægge ham i kunstig koma for at kunne fortsætte behandlingen.

Forældrene bliver af personalet, der behandler Hans Graham Petersen, bedt om at gå ind til ham og sige godnat.

- Vi går op til ham på hver side af hans hoved. Vi fortæller ham, at vi elsker ham, og han kigger op på os og siger, at han også elsker os rigtig meget. Så træder vi et skridt tilbage, og han hoster noget slim op, som sygeplejersken hjælper med at tage imod. Så kigger han og siger bare: Jeg kan ikke klare mere. Og så dør han, fortæller Ivar Petersen.

Kl. 11.22: Genopliver Hans

I 14 minutter slår Hans hjerte ikke af sig selv, inden lægerne igen får gang i den 17-åriges krop.

- Den læge, som forestår alt det her, kan vi høre, siger til personalet 'godt gået team, fantastisk, virkelig godt teamwork, virkelig godt gjort'. Alle har gjort det virkelig godt. Vi står og knuser hinanden. 14 minutter har han været død, og vi tror, at det er et mirakel, fortæller Ivar Petersen med blanke øjne, inden hans stemme knækker over.

Lægen, der styrer slagets gang, kommer efterfølgende ud til forældrene og briefer dem om situationen. Han kan ikke love eller garantere noget som helst, men Hans Graham Petersen er 17 år, og det er næsten den bedste alder til at kæmpe mod en meningokok-infektion.

Men det bliver formentlig ikke uden mén. Hans kan meget nemt risikere at miste lemmer. Det kan gå ud over syn og hørelse, og der er også er risiko for hjerneskade.

- Vi ville have sandheden, og det synes jeg, vi fik. Eller det tror jeg, vi fik. Den prognose, han gav, var sikkert også realistisk, og der var håb for, at han kunne være kommet igennem det med livet i behold, fortæller Ivar Petersen.

Kl. 14.00: Flere hjertestop

Men klokken 14 bliver håbet igen hevet fra forældrene.

Hans Graham Petersen får hjertestop igen, og denne gang tager det lægerne 25 minutter at få gang i hjertet.

Det bliver herefter besluttet, at Hans Graham Petersen har brug for endnu mere specialiseret behandling, og at de derfor er nødt til at overføre ham til Rigshospitalet.

Mens transporten med ambulance ledsaget af lægebil planlægges, får Hans Graham Petersen klokken 14.44 det tredje hjertestop.

Kl. 15.58: Hans Petersen dør

Lægerne sender nu Hans Graham Petersen af sted mod Rigshospitalet, mens hjertestopsbehandlingen fortsættes i ambulancen.

22 timer efter, at Ivar Petersen ringede til 1813, fordi sønnen mente, han havde meningitis, ankommer ambulancen til Rigshospitalet i København.

Ved ankomsten står det klart, at lægerne ikke kan gøre mere, og den unge mand bliver erklæret død.

Hans Michael Graham Petersen blev 17 år.

SÅDAN GJORDE VI

  • Artiklen er skrevet ud fra flere samtaler med Hans Graham Petersens forældre

  • I gengivelsen af tidspunkter, samtaler og behandlingsforløb har DR haft adgang til udskrifter af de tre samtaler med 1813, en redegørelse fra Hospitalet Nordsjælland til Region Hovedstaden samt en redegørelse fra Akuttelefonen 1813 til Region Hovedstaden

Facebook
Twitter