'Det bliver starten på enden': Torskekollaps vil tvinge Peders kutter på land

I et forsøg på at beskytte torskebestanden i Øresund vil EU skære drastisk ned på antallet af torsk, du må tage med hjem fra din fisketur.

Peder Elberg på sin kutter Jaws. Han frygter, at det snart er slut med at stævne ud med kutteren på sine turbåde, hvis man ikke længere må fange så mange torsk, som man må i dag. (Foto: Jacob Rützou Andersen © (c) DR)

En æra kan være forbi.

I over 40 år er bådene stævnet ud i Øresund fra havnene i blandt andet Vedbæk og Helsingør med håbefulde lystfiskere, der har drømmen om at få torsk på krogen.

Men snart ser det ud til at være slut.

For et ny EU-forslag vil skære gevaldigt ned på antallet af fisk, der må fanges i farvandet, og det presser lystfiskerbådene.

Det fortæller Peder Elberg, der er skipper på lystfiskerkutteren Jaws, som lever af at tage lystfiskere med på tur i sin båd for at fange fisk i Øresund.

- Det her bliver starten på enden, siger han.

Det er dårligt havmiljø i specielt Østersøen, der har betydet, at torskebestanden er gået voldsomt tilbage de seneste årtier.

Nu står det så skidt til, at eksperterne fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, kaldet ICES, anbefaler at sænke fiskekvoterne drastisk i 2022 for torskene vest for Bornholm.

Torsken i Øresund skal nemlig være med til at skabe liv i resten af farvandene omkring sundet.

Den anbefaling har EU-Kommissionen taget til sig og har derfor sendt et forslag i høring, der betyder, at lystfiskere fra 1. januar kun må tage én torsk med hjem om dagen.

I perioden fra 15. januar til 31. marts er der totalt forbud mod at fiske efter torsk.

Turbåde: Vi er færdige

Men når man kun må hive en enkelt torsk i land på en tur ud i Øresund med lystfiskerbådene, bliver det så godt som umuligt for erhvervet at overleve, mener Peder Elberg.

- Konsekvensen er, at vi bliver nødt til at lukke. Medmindre politikerne kompenserer os eller giver en håndsrækning i de måneder, hvor vi er mere eller mindre ramt af torskestop, siger Peder Elberg.

Lidt længere nordpå, i Helsingør, holder Peter Ølgaard til.

Han haft turbåde på Øresund siden 1974, men også han har mistet troen på fremtiden.

- Det er ikke rentabelt længere. Folk gider ikke betale for det, og vi har alt for mange liggedage, hvor vi ikke kommer ud at sejle, siger han og fortsætter:

- Hvis det her bliver en realitet, så betyder det nok, at vi ikke når vores 50 års jubilæum.

Lystfisker Jens Grube (sort trøje med gul skrift bagerst i billede) sammen med de andre lystfiskere, der stævner ud med båden Jaws i dag. Han tror ikke på, at der er mange, der vil tage med på sådanne ture, hvis man kun må fange én torsk. - Det der jo nok ikke nogen der gør, siger han. (Foto: Jacob Rützou Andersen © (c) DR)

Sportsfiskerforbund: Kvoter for alle, hvis torsken skal reddes

Danmarks Sportsfiskerforbund, der repræsenterer lystfiskerne, er blandt dem, der har lagt et høringssvar på EU-Kommisionens og de danske politikeres bord.

Her foreslår man blandt andet, at der kastes en økonomisk redningskrans ud til lystfiskerne, så traditionen kan holdes i hævd.

Det forklarer Kaare Manniche Ebert, der er biolog hos Danmarks Sportsfiskerforbund.

- For turbådsejerne er det her jo en katastrofe. Hvis man kun må fange én torsk om dagen, så tror jeg ikke, at der er ret mange lystfiskere, der gider betale 400 kroner for en tur ud på Øresund og så fange en bitte torsk.

Han er dog enig med både eksperter, og politikere i, at der skal gøres noget, hvis torsken også i fremtiden skal være at finde i de danske farvande.

- Vi beder derfor politikerne i Danmark om at holde hånden under turbådene det næste års tid, indtil vi kan se, om torskebestanden kommer i fremgang igen, siger han.

Christiansborg klar med håndsrækning

Noget tyder på, at der godt kunne komme en positiv melding i Kaare Manniche Eberts og lystfiskernes retning.

Blandt politikerne på Christiansborg er der nemlig stemning flere steder for at afbøde de værste konsekvenser for de erhverv, der bliver berørt.

Det siger formanden for Miljø- og fødevareudvalget, René Christensen (DF).

- Når vi politisk skal se på, hvordan vi sikrer os, at vi også har et fiskeri på den anden side, så skal vi kigge på, at vi også får stangbådene (lystfiskerbådene, red.) med.

Han forventer, at EU-Kommisionens udspil vil gå igennem Folketinget uden protester.

Men også i Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri bliver der givet tilsagn om, at fiskerne skal have en eller anden form for hjælp.

- Vi kigger ind i nu, om vi kan gøre noget for lystfiskerne, sådan så det ikke går så hårdt ud over dem, for vi er godt klar over, at det er voldsomt dramatisk. Så vi vil kigge på, om lystfiskeriet kan have nogle undtagelser, siger minister for landbrug, fødevarer og fiskeri Rasmus Prehn (S).

FacebookTwitter