Det vrimler med efterladte katte på dyreinternaterne

Det seneste år har dyreinternaterne modtaget flere herreløse katte end nogensinde før. Katteejere glemmer at sterilisere kattene, siger Dyrenes Beskyttelse.

De er så søde de små kattekillinger. Men alligevel bliver mange af dem efterladt til en uvis skæbne i disse år, når deres ejere ikke kan få dem afsat. (Arkivfoto)

- De fem katte her blev sat på et dørtrin ved et hus i en kasse i går, og sandsynligheden er jo, at nogle har fået killinger, som de ikke har kunnet afsætte, og så er de blevet sat ud. Det ser vi rigtig meget.

Det fortæller Rikke Christensen-Lee, der er leder af Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde.

Og det er ikke en usædvanlig historie. BT har talt med danske kattehjem og internater, og her viser det sig, at det vrimler med herreløse katte: Nogle af internaterne har oplevet en stigning på helt op til 30 procent.

Den lange sommer har givet flere killinger

Hos Kattenes Værn i Brøndby har man ifølge avisen haft 700 flere katte i burene i 2014 i forhold til året før.

Også i katteburene hos Dyrenes Beskyttelse i Roskilde, har der også været langt flere husvile katte end tidligere år. Det er der flere grunde til, mener internatleder Rikke Christensen-Lee:

- Den lange, milde sommer har gjort, at kattene måske har nået at få en tredje løbetid og reproducere tre gange i år mod normalt to gange.

- En anden årsag kan være, at der er flere, der vælger ikke at neutralisere - det vil sige kastrere og sterilisere - deres katte, og det har været en stigende tendens de senere år, siger hun.

Udekatte skal neutraliseres

Derfor er Rikke Christensen-Lees råd til katteejere helt klart:

- Hvis man har en kat, der går udenfor, så få den neutraliseret, for der er så mange killinger, som ingen ønsker, siger hun.

Og at der er for mange katte, som ingen ønsker, giver hun et eksempel på med en opringning fra en renovationsarbejder:

- Han ringede for nylig og spurgte, om han måtte komme med alle de kattekillinger, han finder i skraldespandene. Han var godt træt af at kvase dem. Og det er jo foruroligende, siger Rikke Christensen-Lee.

Dyrenes beskyttelse bruger årligt 26 millioner kroner på herreløse katte, og de vil gerne have en lov om mærkning. Det afviser fødevareminister Dan Jørgensen (S) dog.

 

Facebook
Twitter