DF-kampagne vækker vrede hos andre partier

Et billede af en overfyldt flygtningebåd og teksten 'Next Stop Frederiksberg' har vakt vrede mod Dansk Folkeparti.

En kampagne fra Dansk Folkeparti har bragt sindene i kog på begge politiske fløje.

- Helt usmageligt. Det afsporer flygtningedebatten!

Sådan siger Liberal Alliances kandidat til folketinget Laura Lindahl om en kampagne lanceret af Dansk Folkepartis lokalafdeling på Frederiksberg. Kampagnen er et billede af en overfyldt båd med flygtninge og teksten 'Next Stop Frederiksberg.

- Man tager et billede af folk, der flygter med deres børn for at overleve. Det billede plastrer man op som en del af en dansk valgkamp, og den forfærdelige situation må man ikke udnytte på den her måde, siger Laura Lindahl (LA).

Kritik fra begge fløje

Kampagnen høster også kritik fra SF's formand Pia Olsen Dyhr, som på linje med Laura Lindahl kalder billedet usmageligt, mens partifællen Özlem Cekic (SF) på Facebook direkte kritiserer folkene bag:

- Sikke et menneskesyn. DF fodrer den indre svinehund med flygtninge, skriver hun på sin Facebook-side.

Özlem Cekic opfordrer samtidig formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, til at tage afstand fra kampagnen.

DF: Kampagne går ikke for langt

Dansk Folkepartis udlændingeordfører på Christiansborg, Martin Henriksen, synes ikke, at partifællerne på Frederiksberg er gået for langt.

- Jeg kan godt se, at man sætter tingene noget på spidsen, men det er ok. Det er indenfor grænsen. Det er et forsøg på at råbe borgerne op og ikke så forfærdeligt igen, siger han.

Som en fortsættelse af kampagnen planlægger partiets lokalafdeling at offentliggøre et kort over kommunen, hvor man kan se, hvor flygtninge flytter ind.

Facebook
Twitter