Der er blevet begået fejl i sagen om en 17-årig drengs dødsfald nytårsmorgen, erkender Region Hovedstaden, der driver akuttelefonen 1813.
Nu vil Dansk Folkepartis Liselott Blixt, der er formand i Folketingets sundhedsudvalg, have svar på, hvordan det kan ske:
- Det er fuldstændigt urimeligt, at de ikke sender en ambulance, da den unge mand ringer tidlig om morgenen med de blå pletter, siger hun.
Da 17-årige Hans Michael Graham Petersen ringede ind til 1813 og fortalte, at han havde blå pletter på huden og stærke smerter i kroppen, sendte personalet hos akuttelefonen ikke en ambulance, men bad forældrene om selv at køre ham på hospitalet.
Nogle timer senere døde drengen, fordi det viste sig, at han var blevet smittet med den meget alvorlige bakterie, meningokok.
Liselott Blixt vil nu have en redegørelse fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
- Jeg vil selvfølgelig bede ministeren om en redegørelse, fordi vi er nødt til at se, hvordan hele situationen har været.
Liselott Blixt mener, at forløbet udstiller, at der er store problemer med akuttelefonen, 1813:
- Vi bliver nødt til at presse på for at få en ordning, som den der var tidligere, hvor det var læger, der tog telefonen.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har ingen kommentarer til sagen, fordi hun mener, at der er tale om en enkeltsag.
Heller ikke Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, vil kommentere, mens SFs ordfører kalder det "en fejl som ikke må ske", at personalet hos akuttelefonen ikke sendte en ambulance.