DF: Register for videoovervågning skal stoppe bilbrande i hovedstaden

Dansk Folkeparti vil have regeringen til at gribe ind og få stoppet de mange bilbrande i København.

De seneste uger er mere end 150 biler blevet afbrændt i hovedstadsområdet. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Først stod de i flammer i Sverige, men siden er bilbrandene også nået til København.

I alt er 158 biler afbrændt i hovedstadsområdet, og det er uacceptabelt, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Koefoed Poulsen.

- Det er svenske tilstande, og det er fuldstændigt grotesk, at almindelige danske borgere skal være bekymret for, hvor de parkerer deres bil, siger han.

Derfor vil Peter Koefoed Poulsen nu gå til justitsministeren for at få sat en stopper for bilbrandene.

- Bilbrande er jo nærmest blevet hverdag, og det skal stoppes. Derfor synes jeg, at det lægger op til, at vi får sat gang i et videoovervågningsregister, som skal være en forsøgsordning i København. Så vi kan få identificeret dem, der starter brandene, siger han.

Hos Socialdemokratiet er retsordfører Trine Bramsen også fortørnet over, at det ikke er sikkert for borgere at parkere deres bil i hovedstaden.

Dog ser hun ikke opgaven som en politisk opgave på det nuværende tidspunkt. Trine Bramsen peger i højere grad på, at borgerne selv skal hjælpe politiet.

- Vi skal sende en meget kraftig opfordring om, at alle borgere skal hjælpe politiet, så godt de kan - og hvis politiet så kommer til os og siger, at de mangler ressourcer, jamen så bliver opgaven politisk for os, siger hun.

Facebook
Twitter