Distortion larmer for meget, men får lov til at fortsætte

Støjgrænsen blev på årets Distortion overskredet i mange tilfælde, og antallet af skriftlige klager er steget markant, viser ny evaluering.

Distortion på Vesterbro, torsdag den 1. juni 2017. For meget støj og for mange klager får ikke Københavns Kommune til at lukke Distortion. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Selvom Distortion igen i år bød på for meget støj og en kraftig stigning i klager, så er et flertal i teknik- og miljøudvalget i København Kommune ikke klar til at stoppe festen i de københavnske gader.

Inden årets Distortion meldte kommunen ellers ud, at nu skulle der være styr på støjen, hvis festivalen skulle forsætte fremover, påpegede Socialdemokratiets teknik- og miljøordfører i Københavns Kommune, Niels E. Bjerrum.

- Jeg håber, at de kan leve op til deres ansvar, ellers så er det klart, at så bliver det noget vanskeligt at få lov til at holde en fest til næste år, sagde han dengang.

I kommunens egen evaluering af dette års festligheder kan man blandt andet læse, at støjgrænsen blev overskredet i mange tilfælde, og at der er sket en stigning i antallet af skriftlige klager fra 33 sidste år til 110 i år.

Men selvom Niels E. Bjerrum langt fra er tilfreds, så vil han ikke bare sige "stop".

- Der er noget, man er blevet bedre til, og noget, man er blevet dårligere til, og det skal vi selvfølgelig kigge på, om det så danner grundlag for, at vi må træffe en anden beslutning, siger han.

Og det er medlem af teknik- og miljøudvalget for Alternativet Fanny Broholm enig i. Ifølge hende er Distortion for vigtigt rent kulturelt til at lukke ned.

- Det giver så meget liv og fest til byen, så jeg er klar til at gå ret langt, for at vi kan blive ved med at have Distortion i byen, siger hun.

Både De Radikales teknik- og miljøordfører Mette Annelie Rasmussen og Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen er også klar til give gadefesten mulighed for at forsætte, men kun hvis festivalen kan leve op til kommunens krav.

- Det er helt klart, at hvis Distortion ikke lægger sig i selen og faktisk lever op til de krav og de forventninger, vi stiller til at holde sådan et arrangement i Københavns gader, så kan vi ikke blive ved med at sige, at det er i orden, siger Ninna Hedeager Olsen, som bakkes op af De Radikale.

- Det er en forudsætning, at de får styr på de klager, der har været, siger Mette Annelie Rasmussen.

Gult kort fra kommunen

Evalueringen af årets Distortion skal diskuteres i teknik- og miljøudvalget den 1. oktober. Heri kan man udover at læse om overskridelse af støjgrænsen og en markant stigning af skriftlige klager samtidig læse, at Distortion ikke var gode nok til at levere planer og materiale til forvaltningen i tide.

Inden årets festival hev kommunen ellers det gule kort op af lommen og sagde, at nu skulle der styr på især støjen, hvis festen skulle kunne forsætte i fremtiden. Og står det til Jakob Næsager, De Konservatives gruppeformand på rådhuset, skal Distortion ud af de københavnske gader.

- Jeg har aldrig nogensinde fået så mange klager over et arrangement, som jeg har fået over Distortion 2018, så vi er nødt til at lave om på konceptet. Det kan ikke fortsætte, som det har fortsat hidtil, siger han og peger på, at festen med fordel kan rykkes ud af byen:

- De har holdt afslutningsfesterne de senere år ude på Refshaleøen, og det kunne være en mulighed. Det er i hvertfald væsentligt, at København fungerer i hverdagen, og når københavnerne skal passe deres arbejde eller deres studie, at der så ikke bliver spillet sent foran folks soveværelsesvinduer, siger han.

Distortion: Vi har sat gang i en handleplan

Det høje antal af klager, som står skrevet i kommunens evaluering af årets Distortion, kommer bag på Thomas Fleurquin, som er stifter og direktør for gadefesten.

- Jeg er lidt overrasket over, at der har været en stigning i antal klager. Vi havde ellers hørt, at der ikke var kommet flere Distortionrelaterede klager, siger han.

Ifølge Thomas Fleurquin handler problematikken i høj grad om, at støjgrænsen er sat alt for lavt, men han peger samtidig på, at festivalen allerede har sat gang i en handleplan for de næste festivaler.

- Vi er i fuld gang med en fireårig strategi, hvor vi netop skal indgå i en større dialog med kommunen, og den går i alt sin enkelthed ud på, at vi skal bruge nogle områder, som er mindre belastende for beboerne og indrette gadefesterne på en bedre måde i brokvarterene, fortæller han.