Tema Indfødsretsprøve

Efter indfødsretsprøve: Stadig over et års ventetid på at blive dansker

Flere år med lange ventetider fortsætter. Vi er blevet lovet bedring, lyder det fra politikere.

Ventetiden på at blive dansk statsborger er stadig mellem 14 og 16 måneder, lige som den har været næsten konstant de sidste fire år. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

I alt 3.693 på landsplan går i dag op til indfødsretsprøven i håbet om at bestå den danske sprog- og kulturtest, der åbner porten for at blive dansk statsborger.

Men selv med et bestået prøvebevis i hånden tager det i gennemsnit mellem 14 og 16 måneder, før man får behandlet sin ansøgning om dansk statsborgerskab, viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det er et stort problem, mener direktør i Foreningen Nydansker Torben Møller Hansen.

For det kan være ekstremt svært at finde ud af, hvornår man er dansk nok, og her er et statsborgerskab noget af det eneste konkrete, man har at holde sig til.

- Det er nogle af de få skarpe linjer, hvor der er en generel accept af, at når du når hertil, så har du gjort det, der skal til. Derfor betyder det også rigtig meget, når de ikke kan komme helt frem til stregen, siger han.

Men faktisk har ventetiden ligget højt i årevis.

Tilbage i 2013 forsøgte politikerne at gøre noget ved problemet ved at ansætte flere medarbejdere til at tage sig af sagerne, og herefter blev det da også lidt bedre for så at vende tilbage på de samme 14-16 måneder, hvor ventetiden har ligget lige siden.

Og det er langt fra godt nok, mener Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som er udlændingeordfører og sidder i Folketingets Indfødsretsudvalg.

- Det er et kæmpemæssigt problem for de mange mennesker, der lever op til alle krav, at de skal vente så længe på at få et dansk pas, siger hun.

Hun mener, man bør lempe de komplicerede regler.

- Der er så mange mærkelige krav og tests, man skal tage for at blive dansk statsborger, og jeg tror den eneste løsning på det her er at skabe et mere gennemskueligt system, siger hun.

Jan E. Jørgensen, som er indfødsretsordfører for Venstre, har også tidligere udtrykt kritik af de lange ventetider på at blive statsborger. Og han kan ikke svare på, hvorfor der endnu ikke er sket noget.

Til gengæld er han blevet lovet bedring af udlændinge- og integrationsministeren, siger han.

- Jeg har gjort alt, hvad jeg kan, næst efter at lænke mig til døren i ministeriet. Og vi har fået lovning på, at det går den rigtige vej, siger han.

- De meldinger vi i Indfødsretsudvalget har fået er, at der er lys for enden af tunnelen. De bunker, som har ligget, er ved at blive bragt ned, og man har blandt andet digitaliseret meget af processen, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.