Efter jordemodermangel: Nu kan gravide igen komme til konsultation på landets største fødeafdeling

På grund af stor jordemodermangel har Hvidovre Hospital haft droppet fødselskonsultationer. Nu er de tilbage efter, at hospitalet har fået besat flere jordemoderstillinger.  

Hvidovre Hospital begynder igen at se de gravide fra 13. graviditetsuge, hvilket fødeafdelingen ikke har kunne længe på grund af mangel på jordemødre. (Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

Gravide der skal føde på Hvidovre Hospital skal ikke længere deles om få jordemødre.

Tilbage i januar manglede fødeafdelingen 40 ud af cirka 120 jordemødre, og det betød blandt andet, at hospitalet måtte sløjfe de første konsultationer, som Sundhedsstyrelsen ellers anbefaler til gravide.

Men nu er alle jordemoderstillinger næsten besat.

- I næste uge åbner vi for vores første jordemoderkonsultation, og der begynder vi igen at se de gravide fra 13. graviditetsuge, hvilket vi ikke har kunnet længe, siger chefjordemoder Dorte Dahl fra Hvidovre Hospital, og fortæller, at der lige nu mangler 10 jordemødre, men at hun regner med at de stillinger snart bliver besat.

Selvom der altså nu er ved at være jordemødre nok på afdelingen, så har det taget noget tid at få skaffet jordemødre. Allerede i efteråret 2017 håbede den daværende chefjordemoder på hospitalet, at situationen ville se anderledes ud til foråret 2018, hvor et hold studerende ville blive færdiguddannet.

Men i foråret forblev situationen uændret, og derfor valgte Hvidovre Hospital at prioritere jordemødrene til de akutte opgaver såsom fødslerne og de gravide, der fejlede noget i graviditeten.

Ifølge Dorte Dahl skyldes den lange periode uden nok jordemødre, at der generelt har været en stor mangel på jordemødre på Sjælland.

- Vi har været i Jylland og hente jordemødre. Og vi har været kreative og prøvet at besætte jordemoderstillinger med jordemødre, som for eksempel har arbejdet ude i lægepraksisser, siger Dorte Dahl.

Forening: ’En fantastisk nyhed’

Da konsultationerne blev droppet, oplevede foreningen Forældre og Fødsel at få mange henvendelser fra bekymrede gravide. Derfor glæder det formand Birgitte Halkjær Storgaard, at konsultationerne nu genoptages.

- Det er en fantastisk nyhed, jeg er helt utrolig glad på de gravides vegne, siger hun, og understreger, at konsultationerne er meget vigtige for gravide.

- Det er enormt vigtigt at have de her konsultationer, så man har et sted at komme hen med det, der påvirker en følelsesmæssigt. Men også helt fysiologisk, hvad skal man mærke og hvad skal man ikke mærke. Og der var meget sundhed, der gik tabt før, siger Birgitte Halkjær Storgaard.

Og for at holde på nuværende jordemødre og ikke ende i samme situation igen, så vil afdelingen nu arbejde med flere tiltag. Blandt andet skal der tages mere højde for jordemødrenes liv ved siden af arbejdet, siger Dorte Dahl.

- Der skal skabes en hverdag, så jordemødrene kan få deres liv til at hænge sammen. Kvinder føder jo børn både i weekenden, om aftenen og om natten, så det er meget vagttungt arbejde. Så vi prøver at give jordemødrene mulighed for at være med til at vagtplanlægge, siger hun.

Facebook
Twitter