Eks-DF'er tager bladet fra munden: Trusler fra Messerschmidt fik mig til at forlade partiet

Tidligere EU-parlamentsmedlem Anna Rosbach har tidligere afvist at uddybe sit exit.

Anna Rosbach meldte sig officielt ud af DF i 2011, fordi hun mente, at linjen over for indvandrere var for hård. Nu fortæller hun den virkelige historie. (Foto: Charlotte Striib © P4 København)

Det var angiveligt trusler om vold fra Morten Messerschmidt, der fik det tidligere Europa-parlamentsmedlem Anna Rosbach til at forlade Dansk Folkeparti tilbage i 2011.

Det fortæller hun nu for første gang.

Anna Rosbach blev valgt ind i Europa-parlamentet i 2009 samme med Morten Messerschmidt og samarbejdet var dårligt fra begyndelsen. Men det var særligt én episode med et ophedet skænderi, der fik Rosbach til at kvitte partiet.

- Det endte med et skænderi, hvor han styrtede ind på sit kontor og kylede med møblerne og råbte og skreg som en gal. Han sagde 'jeg slår hende ihjel', 'jeg slår hende ihjel'. Hans pressemand var bleg som et lig. Det fik mig til at melde mig ud, siger hun.

Anna Rosbach, der også har været DF-formand i Hundested, har hidtil afvist at begrunde sit farvel til partiet og kaldt årsagen 'privat'. Dengang kaldte Morten Messerschmidt hende 'en forskruet pige' overfor BT.

Anna Rosbach valgte efter skænderiet at tilslutte sig en konservativ, britisk gruppe i EU (ECR) i stedet for at forsøge at appellere til ledelsen i Dansk Folkeparti. Der var nemlig ikke hjælp at hente, siger hun.

- Ikke når det er Morten Messerschmidt. Havde det være en hvilken som helt anden end ham, som alle så som en up coming prins, så havde der måske været en mulighed. Men nej, det var der ikke, siger hun.

Morten Messerschmidt afviser anklagen om vold via sin presserådgiver Kristian Olesen, der medgiver, at Rosbach og Messerschmidt var uenige om stort set alt.

Gruppeformand Peter Skaarup skriver til P4 København, at han ikke kender til samarbejdsforholdet mellem Anna Rosbach og Morten Messerschmidt.

Det nuværende Europa-parlamentetsmedlem Rikke Karlsson forlod også Dansk Folkeparti i protest over Morten Messerschmidt, fordi hun ikke kunne få udleveret et regnskab fra to fonde, Meld og Feld.

Dansk Folkepartis pressechef Søren Søndergaard afviser kendskab til episoden og forstår ikke, at Anna Rosbach går til pressen i stedet for politiet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.