Eksem, udslæt og migræne: Mundbind dagen lang plager hospitalers frontpersonale

Det har været et krav for ansatte på hospitaler at bære mundbind i en måned nu.

Sif Drachmann Thomsen er en af de mange sygeplejersker og andet sundhedspersonale, der har oplevet store problemer med blandt andet eksem efter at have brugt mundbind i lang tid på arbejdet.

For fire uger siden svulmede Sif Drachmann Thomsens øjenlåg op og blev knaldrøde.

- Det var meget ubehageligt for mig. Mine øjne sved og kløede, og der kom eksem omkring min næse og øjne, siger Sif Drachmann Thomsen, som er sygeplejerske på Rigshospitalet.

Årsagen er det mundbind, som skal beskytte både hende og patienterne mod coronavirus, og som hun skal bære hele sin otte timer lange arbejdsdag.

For inde bag mundbindet har den fugtige og varme luft og en pH-værdi i ubalance givet hende synlige irritationer.

- Jeg synes, det var pinligt at gå ind til patienterne, fordi det lignede, at jeg havde grædt, når mine øjne var så opsvulmede og røde, fortæller hun.

Se forskellen på, hvordan Sif Drachmann Thomsen så ud, da eksemen var værst og i dag.

  • Sådan så Sif Drachmann Thomsen ud, da eksemen var værst. (Foto: (Privat foto) © (c) DR)
  • Sif Drachmann Thomsen med visiret på på arbejde. (Foto: (Privat foto) © (c) DR)
1 / 2

På Nordsjællands Hospital i Hillerød oplever personalet de samme gener som Sif Drachmann Thomsen.

Det fortæller intensivsygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant fra Nordsjællands Hospital Ann Dorte Zub. Hun får dagligt henvendelser om problemer med mundbindene.

- Hver gang, jeg er på arbejde, får jeg en til to henvendelser om problemer efter brug af mundbind. Det drejer sig om tør hoste, hovedpine, sår omkring munden og uren hud. Der er også personale, som har brug for øget astma medicin, når de går på arbejde, siger Ann Dorte Zub.

Huden er mere varm og fugtig

Ann Dorte Zub har sammen med en kollega besluttet sig for at lave en rundspørge i afdelingen om, hvor mange der plages af gener ved mundbind.

- For jeg vil gerne bidrage til, at vi får mere fokus på, hvilke problemer vi går rundt med i hverdagen. For selvfølgelig skal vi bære værnemidlerne, men det er bare et problem, når man får fysiske gener af ens arbejde. Det finder jeg bekymrende, siger Ann Dorte Zub.

På Bispebjerg Hospital har de også undersøgt generne med mundbind og fået en del henvendelser fra personalet.

- Vi ved, at huden er mere varm, fugtig, pH-værdien er ændret og der er en øget talgproduktion. Derfor oplever sundhedspersonale i stigende grad akne, eksem og kløe, siger Jette Skiveren, klinisk sygeplejespecialist fra Bispebjerg Hospital, der står bag undersøgelsen.

Bekymringen for de fysiske gener deler de i fagforeningerne Dansk Sygeplejeråd, FOA og Yngre Læger. Alle fagforeninger har, siden kravet om mundbind hele dagen blev indført for en måned siden, oplevet et stigende antal henvendelser fra deres medlemmer om gener.

Fagforeningerne håber derfor, at regionerne vil se på alternative værnemidler og flere pauser som løsning.

- Der er rigtig store gener ved at bruge maske i så mange timer, og vi synes, det er på tide, at arbejdsgivere og styrelser begynder at se med stor alvor på det her, siger Anni Pilgaard, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Danske Regioner: Problemet er større end nogensinde

Det er ikke kun frontpersonalet på landets hospitaler, som oplever gener med mundbind.

Flere hudklinikker, privathospitaler og hudlæger oplever at få henvendelser om hudgener som følge af mundbind fra folk.

Ser man på antallet af konkrete arbejdsskader, som Arbejdstilsynet har modtaget, er der anerkendt 54 coronarelaterede arbejdsskader udelukkende som hudlidelser. Det kan dog både dreje sig om hudlidelser på hænder og i ansigtet.

På baggrund af bekymringerne fra sundhedspersonalet fra hospitalerne har de tre fagforeninger opfordret Danske Regioner til at komme med løsninger på problemet.

Og det er man også klar til, lyder det fra Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioners Løn og Praksisudvalg. Han siger, at problemet er større end nogensinde før, og fortæller, at de tager det meget alvorligt.

- Jeg ved, at vi i alle regioner er meget opmærksomme på det her og i øjeblikket taler om, hvad der kan gøres. Det er meget vigtigt for mig at sige, at vi som arbejdsgivere tager det her meget alvorligt, siger Anders Kühnau (S).

Hos Sif Drachmann Thomsen på Rigshospitalet er hendes umiddelbare løsning at smøre øjnene med binyrebarkhormoncreme for at holde de værste gener væk.

Hun har samtidig anmeldt øjeneksemen som en arbejdsskade og venter nu på at komme til hudlæge, hvor der desværre først er tid i midten af januar.

Men der er jo alternative værnemidler som for eksempel et visir. Hvorfor bruger du ikke bare det?

- Så er der arbejde, jeg ikke kan deltage i, hvis jeg undlader at bruge mundbind og kun visir. Så er der visse patienter, jeg ikke kan passe. I sidste ende går det ud over min karriere, for der er ting, jeg ikke kan gøre uden mundbind, siger hun.

Hun håber derfor, at arbejdsgiverne vil tage sagen alvorligt.

- Jeg ved, at der er mange andre end mig, der har problemer med det, siger hun.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter