Eksperter: Vingeskandale havde ændret valgresultat

Intern redegørelse viser, at store dele af byrådet i Frederikssund blev informeret om Vingeskandalens økonomiske konsekvenser før kommunalvalget.

Et tæt valg i Frederikssund kunne være faldet anderledes ud, hvis vælgerne havde kendt til Vinge-skandalen. Det vurderer kommunalforskere. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvis politikerne havde delt den viden, de havde om Vinge Centrum, inden kommunalvalget sidste år, så kunne byrådet i Frederikssund Kommune meget vel have set anderledes ud.

Så klar er dommen fra flere eksperter. De har læst den interne fortrolige redegørelse, som kommunens forvaltning har lavet, efter at tæppet under det stort opslåede byggeprojekt blevet revet væk blot få dage efter valget.

Kæmperegning efter kuldsejlet byprojekt

Frederikssund Kommunes store by projekt Vinge er kuldsejlet. Men køb af grunde og byggemodning sender kæmperegning til kommunes skatteborgere Selvom projektet indtil videre er skrinlagt, har det allerede kostet kommunen flere hundrede millioner kroner.

Se Tema

I redegørelsen står der blandt andet, at økonomiudvalget en uge før valget blev informeret om de store negative konsekvenser for kommunens økonomi, som projektet ville medføre.

- Det her kommer til at påvirke kommunens økonomi mange år frem i tiden. Så der er rigtig mange vælgere, der ville have taget det med ind i deres overvejelser, når de satte deres kryds ved kommunalvalget, vurderer valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

Han påpeger dog, at det er usikkert, hvor vælgerne ville have vandret hen.

- Det var et bredt byråd, der stod bag aftalen, så vælgerne ville få svært ved at finde et sted at gå hen, forklarer Kasper Møller Hansen.

Kommunalforsker ved Danmarks Medie og journalisthøjskole, Roger Buch, forklarer, at der kan være forskellige årsager til, at politikerne ikke har oplyst om problemerne med Vinge-projektet før valget. Han vurderer dog også, at oplysningerne kunne have haft konsekvenser.

- Det kunne have vendt op og ned på valgresultatet, og derfor påvirker man selvfølgelig også valgresultatet ved ikke at oplyse om det, siger Roger Buch.

Borgmester: Aftalen forhindrede åbenhed

Borgmester i Frederikssund Kommune og formand for økonomiudvalget, John Schmidt Andersen (V), afviser at svare på hvorvidt valgresultatet havde ændret sig, men skriver i en mail, at han orienterede økonomiudvalget, da han fik kendskab til sagen.

- At sagen skulle behandles som et lukket punkt på Økonomiudvalgsmødet og dermed ikke blev offentligt før valget, havde ikke noget med mig at gøre, men var en helt nødvendig beslutning for at beskytte kommunens forhandlingsposition. Vi er forpligtet til at beskytte kommunen, og i dette tilfælde var vi bundet af et aftalesæt, som vi skulle agere indenfor med fortrolighed, for ellers havde det potentiale til at påføre kommunen et betragteligt erstatningskrav.

Hvor i aftalen var kommunen bundet, så I ikke kunne fortælle, at kommunen manglede indtægter for 163 millioner kroner og stod til at skulle gennemføre besparelser for 100 millioner kroner inden nytår?

- Kommunen var inde i et forhandlingsforløb, hvor kommunen var bundet af et aftalesæt, og en del af et sådant forløb er at forhandle indtægter og udgifter mellem parterne, og så længe forhandlingerne ikke er afsluttet, er forhandlingerne naturligvis fortrolige, skriver borgmesteren i mailen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.