Ekstra terrorbeskyttelse ved Distortion

Københavns Politi opruster terrorberedskabet ved årets Distortion-fester.

Tusindvis af festende mennesker samles til Distortion-festerne i København. Her på Nørrebro sidste år. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Oprustningen sker på baggrund af den seneste analyse fra Center for Terroranalyse under Politiets Efterretningstjeneste, der vurderer terrrortruslen mod Danmark, forklarer Henrik Møller Jakobsen, vicepolitiinspektør i Københavns Politi:

- I den står der, at det, der er trusler mod, er ubeskyttede civile mål, hvor mange mennesker er samlet. Det må man sige, at Distortion er, så der er vi nødt til at lave noget ekstra sikkerhed.

Som noget nyt skal årets Distortion-fester gennes fra bro-kvarterne ind på Rådhuspladsen ved midnat, og her vil man blandt andet forhindre biler i at komme for tæt på.

- Her vil lave nogle hastighedsnedsættende foranstaltninger i stil med det, vi lavede på Strøget og Rådhuspladsen nytårsaften. Der havde vi stillet noget beton, så man ikke bare kunne køre lige ind, men skulle køre i zigzag.

Distortion foregår på Nørrebro og Vesterbro den 31. maj og 1. juni. Inden da kommer PET med endnu en trusselsvurdering, og afhængig af hvad den viser, beslutter politiet, om de sætter flere politifolk på gaden end ved de tidligere fester.

Facebook
Twitter