Emil og 39 andre studerende flytter sammen med flygtninge: 'Jeg håber, vi bliver venner'

I dag flytter 80 flygtninge og danske unge ind i et nybygget boligkompleks på Frederiksberg. Det skal gavne integrationen.

Emil Bülow Petersen sætter nøglen i døren til sin nye lejlighed, træder ind og smiler bredt.

- Jeg synes, det her er helt vildt! Det er fantastisk at få muligheden for at flytte ind i en lejlighed i et helt nyt byggeri, siger han og ser sig omkring.

Der dufter af maling og nye trægulve. Men det er ikke en helt almindelig studiebolig, for Emil Bülow Petersens naboer er to unge flygtninge fra Eritrea.

De er alle en del af projektet Deleboliger, hvor 40 danske studerende flytter sammen med unge flygtninge fra blandt andet Syrien og Eritrea.

Nye venskaber

Emil Bülow Petersen har allerede mødet sine to naboer, som han skal være buddy for. Det vil sige, at de står til rådighed for hinanden og på sigt kan blive venner.

- De virker bare utroligt flinke, og jeg glæder mig til at se det hele komme til at blomstre. Jeg håber, vi kan blive gode venner, siger Emil Bülow Petersen og tilføjer

- Jeg kan hjælpe dem med jobansøgninger og bare tale med dem. Man lærer sproget i hverdagen, hvis man har danske venner, og derfor er det her projekt genialt, siger han.

De nybyggede boliger ligger på Roskildevej på Frederiksberg. (Foto: Anne Diklev Pallesen)

Projekt Delebolig har været undervejs i flere år. Idéen opstod i et samarbejde mellem boligselskabet Frederiksberg Forenede Boligselskaber og Frederiksberg Kommune.

Her så man muligheden for at slå to fluer med et smæk: At løse manglen på studieboliger og hjælpe integrationen bedre på vej for tilkomne flygtninge.

Det fortæller borgmester i Frederiksberg Kommune, Simon Aggesen (K).

- Vi håber, at vores nye borgere, der er flygtet hertil, kommer til at få nogle gode bekendtskaber og fællesskaber, og på den måde bliver integreret på den bedst tænkelige måde, siger han.

(Foto: Anne Diklev Pallesen)

Forhindre ensomhed

Ifølge Dansk Flygtningehjælp er deleboligkonceptet den helt rigtige vej at gå for at skabe god integration.

For når unge flygtninge kommer til landet, kan det være svært at falde til, og mange bliver ramt af ensomhed, fortæller Mads Ted-Drud Jensen, der er seniorrådgiver i Dansk Flygtningehjælp.

- Det er særligt vigtigt at have venner, når man er ny et sted. Derfor kan konceptet, hvor man bor tæt sammen og har nogle fælles faciliteter, skabe nogle rigtig gode rammer for netop det, siger Mads Ted-Drud Jensen.

Tilbage på Frederiksberg ser Emil Bülow Petersen sig om i sit nye hjem. Der er fælleskøkken, en fælles tagterrasse og altaner, der ligger tæt – så man kan føre en samtale med sine naboer i det fri.

- Det hele er bygget ud fra, at vi skal kunne møde hinanden, og det, synes jeg, er rigtig fedt, siger han.

Det er netop det sociale i boligformen og fællesskabet, som Emil Bülow Petersen ser allermest frem til at blive en del af.

- Når man møder folk på den anden side af jorden, finder man hurtigt ud af, at man har masser til fælles. Så bliver alle fordomme opløst, og det glæder jeg mig rigtig meget til at opleve med mine naboer her, siger han.