Endelig! Nu fjernes det grønne metrohegn ved Kongens Nytorv

Hegnene har stået ved Kongens Nytorv siden 2012.

Sådan kommer det efter planen til at se ud, når byggeriet er færdigt ved Kongens Nytorv. (© Metroselskabet)

Det bliver snart lidt smukkere at bevæge sig omkring Kongens Nytorv i København.

Fra på mandag nedrives det grønne metrohegn, som har stået ved Kongens Nytorv siden januar 2012 på grund af arbejdet med den nye cityring.

I stedet vil der komme et trådhegn, hvor det vil være muligt at se igennem til byggeriet og Rytterstatuen.

Det bliver dog ikke et kønt syn at kigge ind på pladsen, fortæller Rebekka Nymark, kundedirektør i Metroselskabet.

- Det kommer til at se rodet ud. Det bliver bunker af sten, jord og kørsel til og fra.

Men der er en mening med galskaben, forsikrer hun.

- Vi laver stationen rigtig fin med plader på væggen, rulletrapper, fliser og alt det, der skal til for at lave en god station.

Vil ligne sig selv

Når metroen står helt klar, har det ifølge Rebekka Nymark været ønsket fra Københavns Kommune, at Kongens Nytorv kommer til at beholde det samme udseende som før byggeriet.

Derfor vil det ikke blive den store revolution, vi kommer til at se, når det færdige resultat står klar i foråret 2019.

- Vi begynder at lægge chaussestenene igen og planter 80 nye kaiser lindetræer. Det hele kommer til at ligne sig selv igen, men der kommer en ny hovedtrappe og en trappe ovre ved Det Kongelige Teater, siger hun.

Cityringen åbner officielt i juli 2019.

Kongens Nytorv, luftfoto af byggepladsen i september 2017. (Foto: Dragør Luftfoto © Dragør Luftfoto)

Borgmester: Det bliver godt, København

Når hegnene bliver fjernet, er det også næste skridt mod, at København får den såkaldte cityring, hvor Nørrebro, Vesterbro og Østerbro bliver bundet sammen med Indre By via metroen.

Det vil give endnu bedre muligheder for, at folk kan droppe bilen og bruge metroen, når de skal transportere sig rundt i København, mener Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

- Det bliver super godt for København. Både at vi kan bruge pladserne igen og de offentlige rum, men også at folk nu kan bruge metroen og komme hurtigt rundt, siger Ninna Hedeager Olsen.

- Jeg håber, det her betyder, at der kommer færre biler, så vi kan få mere plads til andet end parkeringspladser og biler, siger hun.

Udover bro-kvartererne vil Sydhavnen og Nordhavn også få en metrolinje men først i henholdsvis 2023 og 2020.

Sådan så Kongens Nytorv ud tilbage i 1917. (Foto: Peter Elfelt © Københavns Museum)

Restaurant: Det vil trække flere til

Mange af restauranterne omkring den ellers gode beliggenhed ved Kongens Nytorv har lidt under byggeriet, som er gået ud over indtjeningen.

En af dem er restauranten Ravage, som nu kan se frem til ikke længere at skulle kigge på det grønne metrohegn.

Restauranten glæder sig til, at den kan tilbyde deres gæster en bedre udsigt.

- Vi har set frem til det i lang tid, at vores gamle Kongens Nytorv kommer tilbage.

- Vi ved allesammen godt, at man gerne vil sidde i hyggelige omgivelser og spise. Så jeg forestiller mig, at det vil trække flere folk til vores restaurant og Kongens Nytorv, siger Louise Bach Christensen, restaurantchef på Ravage.

Luftfoto af Kongens Nytorv tilbage i 2010. De første ledningsomlægninger er gået i gang, som forberedelse til byggeriet af Cityringens metrostation. (Foto: Dragør Luftfoto © Dragør Luftfoto)

Hviids Vinstue: Vi er gemt væk

Selvom meget af hegnet fjernes, bliver en lille del af det mellem Strøget og Hviids Vinstue.

De har fra starten af byggeriet været hårdt ramt af hegnet, fortæller Peter Larsen, inspektør på Hviids Vinstue.

- Vi har levet med hegn og byggerod stort set hele det her årtusinde. Vi er jo gemt væk. Der er ingen luft omkring os.

- Vi glæder os til næste sommer. Men på det tidspunkt så skal det tabte tjenes hjem igen, men det bliver godt, ingen tvivl om det, siger han.

Pladsen vil først blive helt fri for hegn og andet byggeri i foråret 2019. Østerbro og resten af Indre Bys metrostationer mangler stadig at få fjernet hegnene.

Facebook
Twitter