Få folk i hovedstaden ruster sig til ulykker

Kun 127 personer i hovedstaden har deltaget i Beredskabsforbundets krise- og katastrofekursus.

Selvom skybrud og stormflod de seneste år har ødelagt boliger og infrastruktur for milliarder, vil kun få hovedstadsborgere ruste sig til naturkatastrofer og andre ulykker. Det viser tal fra Beredskabsforbundet. (Foto: Claus Liedecke © Brugerbillede)

Selvom mange ifølge en undersøgelse fra Beredskabsstyrelsen frygter konsekvenserne af terror, ulykker og naturkatastrofer, så kniber det med tilslutningen til de kurser, der skal ruste os til at klare os gennem ødelagte hjem, manglende strøm og begrænset hjælp.

Beredskabsforbundet afholder gratis kurser i at håndtere nødsituationer, men kun få af hovedstadens indbyggere har taget kurset, viser forbundets egen opgørelse.

I år har 127 personer i hovedstadsområdet deltaget i Beredskabsforbundets kursus i at blive såkaldte robuste borgere. Og det er langt færre end forventet.

- Vores udgangspunkt er, at vi gerne vil uddanne én borger per husstand henover 30 år. Det vil sige, at vi gerne skulle op på 30.000 personer om året, og der er et stykke vej, siger Stine Arenshøj, der er vicelandschef hos Beredskabsforbundet.

Den lave tilslutning til Robust Borger-uddannelsen skyldes ifølge forbundet, at folk ikke kender til uddannelsen.

- Befolkningen er heller ikke klar over, hvad det betyder for husstanden at have en med uddannelse, og som kan tage vare på familien og hjemmet, hvis vi bliver udsat for terror eller voldsomt uvejr, siger Stine Arenshøj.

På landsplan er der uddannet i alt 5.813 Robuste Borgere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk