Færre forældrepar siger ja til hinanden

Familieforsker advarer mod udvikling, der betyder mindre stabile familieforhold.

'Det er så yndigt at følges ad', men flere vælger at gøre det papirløst. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Selvom to mennesker elsker hinanden, får børn sammen og vælger at bo sammen, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de også vil giftes med hinanden.

Der bliver længere mellem de børnefamilier, hvor far og mor er gift, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Tendensen er især tydelig i København, på Frederiksberg og på Lolland, hvor under 70 procent af forældreparrene har papir på forholdet.

Og det er ifølge familieforsker Per Schultz Jørgensen en udvikling, der peger i retning af mindre stabile familieforhold.

- Vi går lidt mere efter vores egne ønsker, og derfor er vi også lidt mindre indstillede på at forpligte os over en længere periode, siger han.

Derfor kommer det heller ikke bag på ham, at det især er i hovedstadsområdet, at der bliver længere mellem de børnefamilier, hvor far og mor er gift. For de hurtige, effektive relationer trives særligt i storbyen, siger han.

- Det er trods alt mere udbredt i de store metropoler, og derfor er det også her, vi ser de mere løse, kortvarige relationer, siger han.

Selvom der ikke nødvendigvis er noget problem i, at man lever papirløst, så kan man komme galt afsted, hvis man ikke har sat sig ind i reglerne. Det siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Nordea.

- Set med økonomiske briller skal man sørme tænke sig godt om. For problemet er, at rigtig mange par ikke er opmærksomme på, hvad forskellen er på at være gift og leve papirløst sammen, siger hun.

Det er især forældrepar i kommuner som Allerød og Furesø, der vælger ægteskabet til. Her er det henholdsvis 86 og 84 procent af parrene, der er gift.

Uanset om man gifter sig eller ej gør man klogt i at tage stilling til, hvordan man sikrer hinanden bedst muligt. For uden en vielsesattest kan man ende med at få en ordentlig økonomisk øretæve, siger Ann Lehmann Erichsen.

- Dør den ene lige pludselig, og har man ikke fået oprettet et samlevertestamente, så arver man ikke hinanden. Så arver børnene det hele, og er det små børn, så skal pengene ind og stå i et forvaltningsinstitut, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.