Fagmesse donerer gourmetmad til udsatte i hovedstaden

Når madmessen Copenhagen Food Fair slutter, bliver adskillige tons gourmetretter doneret til væresteder og herberger for at undgå madspild.

Copenhagen Food Fair donerer adskillige tons gourmetmad til hjemløse og asylansøgere, når fagmessen slutter 24. februar. (Foto: Copenhagen Food Fair)

Der er gourmetmad på menuen på en række københavnske herberger og væresteder, når Copenhagen Food Fair slutter i dag.

I samarbejde med organisationen Stop Spild af Mad sender fødevaremessen 15 tons mad videre til samfundets udsatte, når den sidste gæst har forladt Bella Center i København ved lukketid.

- Når messen lukker ned, står jeg med et hold frivillige, som pakker maden om, og så kører vi den ud til væresteder og herberger, siger Peter Haukelund fra velgørenhedsorganisationen Det Runde Bord som står for indsamlingen.

Donerer ikke kun af et godt hjerte

Selv om de mange tons mad kommer samfundets udsatte til gode, er det ikke kun velgørenhed, der har fået fagmessen i aktion:

- Det er rigtig god signalværdi både for messen og for industrien, når vi viser, at vi er bevidste om problemet med madspild, og vi vil rigtig gerne gøre noget ved det, siger messeudviklingschef Malina Hye.

Det er rigtig god signalværdi både for messen og for industrien, når vi viser, at vi er bevidste om problemet med madspild.

Malina Hye, messeudviklingschef

De 15 tons mad har en værdig på cirka 500.000 kroner, og ud over at kunne mætte maver, skal donationen også skabe fokus på, hvordan branchen minimerer madspild for at øge indtjeningen.

Udsatte er glade for messemad

Også for to år siden forsøgte Copenhagen Food Fair sig med donationer af gourmetmad, og det er blandt andet erfaringer derfra, der har fået fagmessen til at gentage arrangementet med maduddeling. 

- Jeg ved, at det bliver utroligt godt modtaget ude på herbergerne, og også de andre steder sætter de meget stor pris på det, siger Malina Hye.

Ud over herberger og væresteder kommer også kvindehjem til at nyde godt af maddonationen, når messen slutter senere tirsdag.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.