Familien Rindtoft flytter i økosamfund: Vi har et ansvar for at passe på jorden

Mange flytter i bæredygtige bofællesskaber med fokus på økologi og fællesskab.

Kaleb og Louise Rindtoft foran deres kommende hjem i det nye økosamfund 'Skråningen' i Lejre Kommune. (Foto: Karoline Kert © Dr København)

Økologi, bæredygtighed og fællesskab står højt på manges ønskeliste. Derfor flytter flere og flere sammen med andre i såkaldte økosamfund.

Det sker blandt andet i Lejre Kommune, hvor 46 familier snart flytter sammen i det spritnye økosamfund 'Skråningen'. En af familierne hedder Rindtoft og består af far Kaleb, mor Louise og Theodor på tre år.

- Vi har alle et ansvar for at passe på vores jord. Det her er vores måde at være med til at starte udviklingen. Om 20 år vil man sikkert sige, at det ikke var nok. Men det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning, siger Louise Rindtoft.

Både for unge og ældre

Hos virksomheden EcoVillage, der er specialiseret i at opføre bæredygtige bofællesskaber, er der lige nu seks forskellige økosamfundsprojekter under udvikling i hovedstadsområdet.

Hos Landsforeningen for Økosamfund mærker man også den stigende interesse, siger næstformand Steen Nørhede.

- Der er rigtig mange både unge og ældre, der har fattet budskabet om, at vi skal leve klimaneutralt, og som vil lave deres egne fødevarer og være selvforsynende med energi, siger han.

Økosamfundene har især fokus på bæredygtige bosætninger og fællesskab, og ifølge Steen Nørhede er der helt klare mål med at rykke rødderne op og flytte i et økologisk bofællesskab.

- Folk vil noget andet. De vil ud og realisere deres drømme, og de vil gerne gøre noget konkret for at opfylde nogle af de mange klimamål, siger han.

Ekspert: Børnefamilier søger fællesskabet

Ifølge trendekspert Louise Byg Kongsholm er det særligt børnefamilier fra de større byer, der drømmer om at bytte lejligheden ud med et bæredygtigt hus med elbilsdeleordning og fællesspisning.

- Børnefamilierne kan typisk ikke overskue villaen med en stor have, og hvad der ellers hører til. Derfor vælger de i stedet den her alternative tilgang, hvor man er fælles om at hjælpe hinanden, siger hun.

For familien Rindtoft er det særligt det sociale aspekt, der har lokket dem væk fra parcelhuset og ligusterhækken og ind i det nye økosamfund i Lejre.

For Louise og Kaleb Rindtoft er det vigtigt, at Theodor vokser op i et miljø med tætte bånd til naboerne og deres børn. Og de er ikke bekymrede for, at de kommer til at savne mere privatliv.

- Vi har egen lejlighed med køkken og bad. Så man kan altid lukke døren, hvis man får for meget. Og man kan jo altid vælge fra og til, når det kommer til fællesspisning og de andre fælles ting, siger Kaleb Rindtoft.

Facebook
Twitter