Flere 17-årige tager kørekort: Yasmin tror på, at hun bliver en bedre bilist

Ordningen med kørekort til 17-årige løber frem til 2020.

17-årige Yasmin Kock glæder sig til at få det lyserøde kørekort i hus om nogle måneder. Hun synes selv, at hun er moden nok til at tage kortet. Privatfoto.

Selvom Yasmin Kock kun er 17 år, har hun været i gang med at tage kørekort i godt to måneder. Og hun er langt fra den eneste.

Siden det i januar sidste år blev muligt for 17-årige at få kørekort og køre bil, hvis de er ledsaget af en erfaren bilist, har et stigende antal unge taget imod det.

Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet.

Alene Københavns-, Københavns Vestegns- og Nordsjællands Politi har udstedt 3.133 kørekort til 17-årige i løbet af de første otte måneder i år.

Det er en stigning på 61 procent i forhold til samme periode sidste år, hvor reglerne altså var nye.

For Yasmin Kock var der ingen tvivl om, at hun skulle have kortet med det samme, da det blev muligt.

- Det var simpelthen for at få taget kortet hurtigst muligt. Det har altid været min tanke, siger hun.

Hun tror på, at hun bliver en bedre bilist af at tage kørekortet nu, hvor hun skal have en erfaren ledsager ved sin side, end hvis hun havde ventet, til hun blev 18.

- Jeg tror på, at jeg bliver mere tryg ved at køre alene fremover, i stedet for at blive sluppet ud alene, lige når jeg har fået kortet. Så kan man nok godt være mere usikker og ikke huske det hele, siger hun.

Hun peger på, at hun har lært det samme på køreskolen som de ældre kørekort-aspiranter.

Og hun er ikke bange for, at det bliver en større overvindelse at køre alene, når hun ikke længere behøver at køre med en mere rutineret bilist.

- Så har jeg jo fået noget erfaring efter de der ti måneder, jeg har kørt med en ledsager. Jeg tænker godt, at jeg kan klare mig selv til den tid, siger hun.

Kørekort til 17-årige er en forsøgsordning, som løber frem til 2020, hvorefter der skal tages stilling til, om den skal gøres permanent.

Facebook
Twitter