Flere børn som Freya starter for tidligt i børnehave: Kan få betydning for trivsel og udvikling

Både hos pædagogernes fagforening og i forældreorganisationen FOLA mærker man tendensen.

(Foto: © (privatfoto), DR / Privatfoto)

Tre år. Så gammel bør et barn være, før det kommer i børnehave.

I hvert fald hvis det står til en af landets førende børneeksperter.

- Jeg vil aldrig anbefale, at et barn kommer i børnehave, før det fylder tre år. Aldrig. Og det hænger sammen med barnets adgang til voksenressourcer og barnets muligheder for at få understøttet de her helt særlige behov, som et barn under tre år har, siger Charlotte Ringsmose, der er professor ved Aalborg Universitet og forsker i dagtilbud.

Men den tommelfingerregel bliver langt fra fulgt. DR har været i kontakt med otte forældre fra seks forskellige kommuner, som alle har oplevet, at deres børn blev rykket fra vuggestue til børnehave, selvom der stadig var et halvt år eller mere til deres treårs fødselsdag.

Og både hos pædagogernes fagforening BUPL og forældreorganisationen FOLA nikker man genkendende til tendensen.

- Det er kommet bag på os, hvor stor en tendens det faktisk er, at så mange forældre oplever, at nu skal deres børn starte i børnehave, inden de er fyldt to et halvt år, siger Signe Nielsen, formand for FOLA.

Freya er et af de meget små børnehavebørn. Hun var kun to år og seks måneder gammel, da hun blev flyttet fra vuggestuen til børnehave.

Selvom der ikke er langt op til de to år og ti måneder, som anbefalingen lyder i Albertslund Kommune, hvor hun bor, så mærkede Nina Boe Wille, der er mor til Freya, hvordan de bare fire måneders forskel havde en stor betydning.

- Det var en periode med meget gråd. Hun var ekstremt ked af det og blev ved med at bede om at komme ned i vuggestuen. Det tog mange måneder, før jeg kunne aflevere hende, uden at hun var ked af det, husker Nina Boe Wille, der forsøgte at skåne datteren ved at give hende korte dage og hente hende tidligt.

Vuggestuen var fyldt op

Forklaringen på den meget tidlige børnehavestart var ifølge daginstitutionens ledelse, at vuggestuen var godt fyldt op, og derfor var der brug for at rykke en gruppe af børn på to et halvt år videre i børnehave, fortæller Nina Boe Wille.

Hun husker også, at hun blev stolt af sin datter, da personalet vurderede, at Freya allerede var klar til at komme i børnehave.

Men der gik ikke lang tid, før hun kunne se, at det var en dårlig løsning.

- Jeg oplevede det mere kaotisk i børnehaven. Der er flere børn og færre voksne, og der er et meget højere støjniveau, end der er i vuggestuen. Der er også mindre plads, fordi børnene er store, siger hun og ærgrer sig over, at Freya blev rykket så tidligt.

- Det var virkelig en hård børnehavestart og nogle utrygge måneder. Jeg synes, at man placerede både børnene, forældrene og pædagogerne i en meget presset situation, siger hun.

Nina Boe Wille og datteren Freya. Hun går i dag stadig i børnehaven og trives godt. (Foto: © PRIVATFOTO, (c) privatfoto)

Nina Boe Wille understreger, at det pædagogiske personale var dygtige og gjorde deres bedste for hendes datter, men det var en svær tid for dem, husker hun.

- Jeg har ikke en finger at sætte på deres arbejde. Det har været selve situationen, som har været uholdbar, siger hun.

Professor: 'Det er ret kritisk'

I Forældreorganisationen FOLA ærgrer formand Signe Nielsen sig over, at man ser stadig flere helt små børn, der bliver flyttet i børnehave.

- Vi synes, det er et kæmpe problem, især fordi forældrene oplever, at det ikke er deres beslutning, siger hun.

Også Pædagogernes Landsforbund, BUPL, bekræfter tendensen, og formand Elisa Rimpler kritiserer kommunerne for at sætte økonomi over børnenes udvikling.

- Der er jo en grund til, at vuggestuebørn tæller for to børnehavebørn, og det gør de, fordi de har brug for mere fysisk voksenkontakt og mere praktisk hjælp. Så det er virkelig en dårlig ide, det kommunerne har gang i, siger Elisa Rimpler.

Men hvor slemt er det, at et barn starter fire til seks måneder for tidligt i børnehave?

Slemt.

Det mener Charlotte Ringsmose, der er professor ved Aalborg Universitet og forsker i dagtilbud. Hun vurderer, at det kan få konsekvenser for børnene.

- Det kan få betydning for barnets trivsel her og nu, men også for barnets udvikling i relation til andre mennesker. Så det er faktisk ret kritisk, siger hun.

Ifølge Kommunernes Landsforening findes der ikke nogen retningslinjer for, hvor tidligt man kan sende et vuggestuebarn i børnehave. Det er noget, der varierer fra kommune til kommune, oplyser KL.

Men det burde man ændre på, hvis det stod til SF på Christiansborg. Partiets børneordfører, Jacob Mark, foreslår en lov, der sikrer, at kommunerne ikke må flytte børn fra vuggestue til børnehave, før de er tre år.

- Det er meget, meget bekymrende, at så små børn bliver tvunget op i børnehaven. Det kan have store konsekvenser for børnene på sigt. Desværre er der flere kommuner, der vælger den vej, fordi man kan spare penge på det, og derfor skal vi have en lov, der sikrer, at man ikke kan gøre det her lokalt, siger Jacob Mark.

S: 'Det må aldrig blive en spareøvelse'

I Socialdemokratiet afviser man at lovgive på området. Det vil skabe rigide regler og afskære nogle børn, der faktisk kan have glæde af at begynde i børnehave, før de bliver tre år, lyder det.

- Men når man flytter et barn tidligt i børnehave, skal det bero på en pædagogisk vurdering af det enkelte barn; det må aldrig blive en spareøvelse, siger ordfører for børn og undervisning Kasper Sand Kjær (S).

I dag er det halvandet år siden, at Freya startede i børnehaven. Hun er rigtig glad for at gå i børnehaven og trives godt. Men når Nina Boe Wille ser tilbage på sin datters tidlige børnehavestart, ærgrer det hende, at hun sagde ja til at flytte Freya så tidligt.

- I dag er jeg ked af, at jeg ikke havde læst lidt mere op på det og havde forholdt mig lidt mere til det. Men jeg havde egentlig bare den her tillid til, at alt fungerede, som det skulle. Men en anden gang vil jeg ikke bare sige: 'Ok, fint vi rykker ved to et halvt år', siger hun.

DR har talt med flere forældre, der har stået i samme situation som Nina Boe Wille. Læs deres historier og oplevelser herunder.

Magnus blev den yngste i børnehaven: 'Når jeg ser tilbage på det, synes jeg det var for tidligt'

'Han var ikke glad og tryg ved det fra starten af,' husker Selina Møll om den første tid, hvor sønnen Magnus startede i børnehave. (Foto: © (privatfoto), DR Privatfoto)

En eftermiddag for fem måneder siden, da Selina Møll var ved at hente sin søn Magnus i vuggestuen, fik hun besked om, at institutionen havde tænkt sig at flytte Magnus i børnehaven. Han var på det tidspunkt to et halvt år, og både Selina Møll og hendes mand talte om, at det var meget tidligt.

- Vi tænkte: 'Okay, det var godt nok hurtigt', men det virkede slet ikke som noget, man kunne sige nej til, siger Selina Møll.

Årsagen var, at der var bedre plads i børnehaven, og så ville det også gavne hans udvikling at være sammen med større børn, lød forklaringen. Situationen i vuggestuen var på det tidspunkt, at de fleste børn var et år yngre end Magnus, og derfor var argumentet, at det ville være bedre for ham at være sammen med større børn.

Selina Mølls største bekymring var, om det ville gå ud over hans sproglige udvikling. Men den gik over al forventning, og Magnus blev hurtigt bedre til at tale. Men skiftet var ikke let, og i dag ville Selina Møll have ønsket, at man kunne have rummet en stor dreng i vuggestuen i stedet for at sende ham så hurtigt i børnehave:

- Han var ikke glad og tryg ved det fra starten af – om han ville have været det, hvis han var startet senere, ved jeg jo ikke. Men jeg kunne godt have ønsket, at han havde fået det halve år mere i vuggestuen og havde fået den opmærksomhed, han måske ikke fik i børnehaven, siger Selina Møll.

- Når jeg ser tilbage på det, synes jeg, at det var for tidligt. Det bedste ville have været, hvis der var plads og rammer i vuggestuen, der tilgodeså de lidt større børn på op til tre år, siger hun i dag.

Vilma på to år og fire måneder skulle rykkes op - men forældrene sagde nej

'Jeg er imod det, fordi børn skal være i trygge rammer i så lang tid som muligt,' mener Steffen Martin Pedersen. (Foto: © Anne Diklev Pallesen, (c) DR)

Da Steffen Martin Pedersens datter Vilma i oktober var to år og fem måneder, ville personalet rykke hende op i børnehaven.

Men det føltes helt forkert, fortæller Steffen Martin Pedersen, og de sagde derfor, at det ville de ikke gå med til.

- Vi følte på ingen måde, at Vilma var klar til at rykke op, siger han.

Tanken om, at deres pige, som stadig brugte ble og sov lur, skulle indgå i en dag, der var indrettet til store børnehavebørn, gav ingen mening for dem. Personalet lyttede til dem og droppede planerne. Forældreparret var lettet. Men der gik ikke mange måneder, før oprykningsplanerne igen kom på bordet. Nu ville de rykke Vilma op fra vuggestue til børnehaven, når hun blev to år og otte måneder.

Igen kom tvivlen om, hvorvidt det var det rigtige for hende, men denne gang sagde de ja. For Vilmas yndlingspædagog ville være på stuen - og det ville Vilmas bedste veninde også.

Flytningen er i dag lige om hjørnet, og Steffen Martin Pedersen krydser fingre for, at det er den rigtige beslutning, men han ærgrer sig alligevel over, at det skal gå så hurtigt med at komme videre i børnehave for de små vuggestuebørn:

- Jeg er imod det, fordi børn skal være i trygge rammer i så lang tid som muligt, og ved at flytte tidligere lægger man noget stress på barnet, som ikke er nødvendigt, siger han og fortsætter:

- I den alder, hun har nu, skal hun til at lære at smide sin ble og drosle ned på middagsluren. Problemet er, at med færre hænder og med mindre nærvær bliver det sværere. Så det er hendes udvikling som sådan, der bliver gået på kompromis med, siger han.

I Vallensbæk Kommune, hvor Vilma og Magnus' børnehaver ligger, vil man ikke kommentere på de konkrete sager. Men faglig leder i Center for Børn og Unge Helene Horsbrugh oplyser, at børn kun undtagelsesvist flyttes til børnehave, når de er yngre end to år og ti måneder.

- I Vallensbæk Kommune flyttes børn fra vuggestue til børnehave i samarbejde med forældrene. Børnene flyttes, når de udviklingsmæssigt vurderes at være klar til det. Derfor flyttes nogle børn før deres treårs fødselsdag, og andre flyttes efter, siger Helene Horsbrugh.

Anna på to et halvt år kom i børnehave: 'Hun var ikke tryg ved det'

En morgen inden sommerferien blev Marie Krag Thim stoppet i garderoben af lederen i datteren Annas vuggestue, der fortalte, at de efter ferien ville flytte Anna i børnehave.

- Jeg bliver helt paf, for jeg tænker bare: 'Hvad pokker foregår der?' siger Marie Krag Thim.

Hun undrede sig over, at hendes datter, der på det tidspunkt var to år og fire måneder, allerede skulle i børnehave, efter hun kun havde gået i vuggestue i ét år. Lederen fortalte, at et pres på vuggestuen gjorde, at børnene skulle rykke tidligere i børnehave.

Personalet forsikrede hende om, at Anna var klar til et skift. Og for at hun kunne følges med vennerne i børnehave, besluttede de at sige ja til en tidlig børnehavestart.

Men skiftet gik ikke som ønsket - og i tre måneder måtte Anna fortsat blive afleveret i vuggestuen, fordi hun blev meget ked af det og græd, når hun blev afleveret i børnehaven. Rutinen blev, at når Anna var faldet til ro, fulgte vuggestuepædagogerne hende over i børnehaven igen.

I dag ser Marie Krag Thim tilbage på tre hårde opstartsmåneder for sin datter.

- Hun var slet ikke tryg ved det. Jeg synes også, at det er helt tydeligt, at der er pres på. Fordi de flytter dem så tidligt, er der mange børn i børnehaven, der bruger ble og sover middagslur, og der er ikke meget voksenkontakt, siger hun.

Anna går stadig i børnehaven. Både forældre og Anna er glade for personalet og hverdagen der, og Marie Krag Thim understreger, at personalet virkelig gjorde deres bedste under datterens børnehavestart.

I Egedal Kommune, hvor Annas børnehave ligger, vil de ikke kommentere den konkrete sag.

- Men som udgangspunkt flyttes vuggestuebørn til børnehave, når de er 2 år og 11 måneder. Men der vil være nogle tidspunkter, hvor vi vurderer, at enkelte børnegrupper kan rykke tidligere op. Det sker, når der er behov for justeringer i vores integrerede institutioner. Men det er vigtigt at understrege, at det er vuggestuenormering, der følger med børnene i børnehave, siger Lone Kvist, der er konstitueret Centerchef i Center for Skole- og Dagtilbud i Egedal Kommune.