Flere forældre betaler for privat lektiehjælp til deres børn

Stadig flere forældre i hovedstadsområdet er villige til at poste penge i privat lektiehjælp.

Selvom lektiehjælp er en del af folkeskolereformen fra 2014, vælger stadig flere forældre alligevel at poste penge i privat lektiehjælp til deres børn. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Når matematik- og tysklektierne bliver for svære, er flere forældre i Region Hovedstaden i stigende grad villige til at betale for privat lektiehjælp til deres børn.

Det ser de blandt andet hos Gokarakter og Mentordanmark, landets største lektiehjælpsvirksomhed, hvor over halvdelen af de, som modtager privat lektiehjælp kommer fra Region Hovedstaden.

- I de større byer er der flere uddannelsesinstitutioner og derfor også flere studerende, der kan give privat lektiehjælp, siger Nicklas Kany, der er stifter og direktør i Mentordanmark.

Der kan være stor forskel på elevernes behov for den hjælpende hånd, forklarer Mentordanmark-direktøren.

- Nogle forældre har svært ved at hjælpe deres børn på det niveau, der kræves, eller det kan være at lektiesituationerne er konfliktfyldte, siger Nicklas Kany og uddyber:

- Det er primært børn, som har det fagligt svært i skolen, men vi hjælper selvfølgelig også de elever, som vil højne deres karakter fra 10 til 12.

Privat lektiehjælp kan skabe resultater

En af de, der betaler for en ekstra hjælpende hånd til skolelektierne, er Kathrine Bundgaard. Hun er enlig mor til Danniel Nor, der går i 2. klasse og får privat lektiehjælp derhjemme.

Fordi Danniel Nor lå i bunden blandt de andre elever på årgangen, var det svært at følge med i resten af skolegangen.

- Min dreng havde svært ved dansk, og det gjorde, at han ikke kunne lide at gå i skole helt generelt, siger Kathrine Bundgaard og fortæller, at hun derfor hoppede på muligheden for at købe privat lektiehjælp.

- Hvis lærerne står med 26 elever, er det bare vidt forskellige behov, der strækker sig fra små perlepladepiger, som har øvet bogstaver, siden de blev født, til sådan en som min søn, der har rendt rundt med en pind og noget mudder, siger hun.

Allerede tre måneder efter at Danniel Nor startede med den private lektiehjælp, kunne hans mor se resultaterne.

- Min dreng har rykket sig fra at ligge helt i bund til nu at ligge i midten, hvilket er helt exceptionelt, siger Kathrine Bundgaard.

Formand: Lektiehjælp er skolernes opgave

At der har været en stigning i efterspørgslen på privat lektiehjælp de sidste fem år, er en ulykkelig udvikling, mener Jeanne Jacobsen, der er formand for Københavns Skolelederforening.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man som forælder får en oplevelse af, at ens barn får hjælp i skolen og ikke skal lave lektier hjemme efter en lang skoledag, siger hun.

Ifølge Jeanne Jacobsen har det aldrig været forældrenes opgave at hjælpe med lektier – det er en opgave for skolerne, konstaterer formanden for Skolelederforening.

- Hvis forældrene ikke mener, at deres børns skole løfter opgaven med lektiehjælp, vil jeg opfordre dem til at tage en dialog med skolen om det, siger Jeanne Jacobsen.

I 2013 fik 96 familier lektiehjælp hos Mentordanmark i hovedstaden, mens tallet sidste år var steget til over 4.300 familier.

Men det er overraskende, at så mange køber privat lektiehjælp til deres børn, mener Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College og ekspert i folkeskolen.

- I skolereformen har der været en ambition om, at lektiearbejde skulle foregå på skolerne i lektiecaféer og lignende, siger han.

Ifølge Andreas Rasch-Christensen skyldes stigningen blandt andet, at der er kommet øget fokus på betydningen af børns skolegang.

- I rigtig mange år har vi drøftet betydningen af, at børn får de nødvendige faglige forudsætninger, og det kan man næsten læse om hver anden dag i medierne, siger Andreas Rasch-Christensen.

Facebook
Twitter