Flere griber fiskestangen for en dag

Flugten fra Netflix og en digital hverdag får folk til at gribe fiskestangen og fordybe sig i naturen.

Flere tager på fisketur en enkelt dag og nyder naturen. (Foto: David Høgsholt © Scanpix)

Fiskestang, blink og madding, det er ting, som flere bruger i deres fritid. For salget af fisketegn, som holder en enkelt dag, er steget markant det seneste årti.

Fra 2007 til 2017 er der sket en stigning på 135 procent i antallet i mennesker i hovedstadsområdet, som køber et dagsfisketegn, viser tal fra Fiskeristyrelsen.

- Det, at det er dagstegn, indikerer for mig, at det er relativt nybegyndere og folk, der ikke har den store erfaring inden for fiskeriet, som skal ud og prøve det, fortæller Gordon P. Henriksen, der er professionel lystfisker og formidler af sporten.

Han peger på, at folk ofte bliver inviteret på fisketur af venner og familie, og de siger ja, for at komme væk fra en digital hverdag.

- Det er et tegn på noget af det, som sker i vores samfund i dag. Folk vil gerne mere ud og væk fra skærmene, siger han.

Og samme forklaring på tendensen har livsstilsekspert og sociolog, Eva Steensig, som mener, at især bymenneskerne køber dagstegne.

- Det er en længsel efter naturen og en længsel efter at mærke elementerne, forklarer hun.

- Man er ude og mærke naturen. Det er ikke en fisk, der ligger som en pæn filet i en køledisk i supermarkedet. Det, at man står og rør ved ægte liv og selv skal flå den, det er en del af oplevelsen, siger Eva Steensig.

Artiklen forsætter efter grafikken.

Så mange har fået et fisketegn i din region. (Foto: Grafik: Signe Heiredal (DR) © (c) DR)
Så mange har fået et fisketegn i din region. (Foto: Grafik: Signe Heiredal (DR) © (c) DR)

I fiskeshoppen Jans Lystfiskershop på Østerbro i København, har ejer Jan Kristoffersen også lagt mærke til, at der er kommet nye kunder til.

- Jeg kalder dem for SU’erne. Det er en del unge på mellem 20 og 30 år, forklarer den garvede fisker, som har haft shoppen i 34 år.

Inden for de seneste tre år, har han mærket, hvordan SU’erne tiltrækker nye kunder:

- De tager nogle kammerater med, som ikke har fiskeudstyr, som ikke har fisket før og som ikke har fisketegn, og dem får de så lokket med.

Men det er ikke kun SU’ernes venner, som bruger dagstegnet, forklarer han.

- Det er tit, hvor vi ser kærestepar, hvor det er fyren, der har lokket kæresten med ud en tur. De skal lige prøve det og se om det er noget. Det sker typisk, når det er godt vejr. Jeg kalder dem for godtvejrsfiskere.

Godt nyt for fiskene

Det er ikke kun på Østerbro, hvor SU’ernes venner kommer, at der bliver købt dagstegn.

På landsplan er der sket en stigning på lidt over 64 procent i antallet af mennesker, der prøver at få noget på krogen.

Og selvom der er flere kroge, som fiskene skal undgå, så er stigningen i fiskestænger positivt for netop fiskene. For pengene fra fisketegne går til at forbedre levevilkårene for fiskene.

- Jo flere fiskeplejemidler der er at gøre godt med, jo bedre er det for alle lystfiskere og fisk i Danmark, siger Gordon P. Henriksen.

Pengene fra de fisketegn, som de seneste år er blevet solgt, har også haft en effekt, fortæller Fiskeriminister Eva Kjær Hansen (V).

- Over årerne er det sket en masse vandløbsrestaureringer, som faktisk har gjort, at fiskene er kommet tilbage mange steder. Det kan vi gøre endnu mere af og det er det, vi skal tænke på.

Derfor skal der nu arbejdes på, at gøre lystfiskeriet mere attraktivt.

- Jeg er ved at kigge på en lystfiskerstrategi. For vi skal blandt andet have flere af de unge med, og så skal vi se på, hvad vi kan gøre for at få flere turister til Danmark, siger Eva Kjær Hansen og forsætter:

- Det jeg vil kigge på nu, det er præcis hvilke indsatser, der er brug for. Og om der er nogle særlige områder, hvor vi skal gøre en ekstra indsats, så flere kan komme til at fiske.

Facebook
Twitter