Flere kommuner tænder for energivenlig gadebelysning

Et stigende antal kommuner skifter gamle gadelamper ud med LED-lamper. Det giver nemlig store besparelser.

Der er stor forskel på, hvor højt kommunerne prioriterer LED-gadebelysning. (Foto: kristian Juul Pedersen © Scanpix)

Det står lysende klart for mange kommuner, at LED-lys er fremtiden. Derfor har der i de seneste par år været en omfattende udskiftning i gang, hvor flere tusinde lamper er blevet skiftet til LED-lamper.

Udviklingen kommer ikke bag på Thomas Skovsgaard, direktør i Exlumi Consulting, der har været med til at skifte lamper i flere kommuner.

- Man har kunnet få nogle gedigne besparelser i millionklassen på budgettet, og det har helt sikkert sparket investeringerne i gang.

En af de kommuner, der har udskiftet en stor del af gadebelysningen, er Københavns Kommune. Her har man udskiftet 65 procent af de gamle gadelamper.

Ifølge Morten Kabell (EL), teknik- og miljøborgmester i København, gør man det, da det er en god forretning.

- Vi har brugt mange penge på at udskifte Københavns gadelamper. Det har vi gjort for at spare energi og mindske Co2-udslippet, men også for at Københavns Kommune kunne spare en masse penge, siger han.

Senest har Københavns Kommune brugt 283 millioner kroner på at udskifte ud 19.000 ud af de cirka 45.000 lamper i hovedstaden.

I andre kommuner er man slet ikke så langt med at skifte over til LED-lys. Det gælder blandt andet Lejre Kommune, hvor der kun er blevet skiftet få procent lamper ud.

Men det er der en god grund til, siger Henrik Hjortbøl, der er afdelingsleder i trafikafdelingen i Lejre Kommune.

- Vi skiftede til energivenlige pærer for fem eller otte år siden. Derfor kan det ikke betale sig på nuværende tidspunkt.

Det betyder dog ikke, at Lejre er gået i stå. I de kommende måneder vil der blive skiftet omkring 20 procent af lamperne.

En LED-lampe giver en strømbesparelse på 60-80 procent.

Facebook
Twitter