Flere nærved-ulykker i Københavns Havn: Badende og småbåde chikanerer havnebusser

Havnebusser i København kan fremover rapportere om uønskede folk og både i havnen.

Alene i juli måned har førerne af havnebusserne registreret 123 hændelser om for eksempel farlige situationer med badegæster. (© dr)

Det er ikke risikofrit, når havnebusserne sejler rundt i de københavnske kanaler.

For både badende, udlejningsbåde og kajakker kommer ofte i vejen. Men nu har førerne af havnebusserne fået mulighed for at registrere hændelser med eksempelvis badegæster, der bader ulovligt eller farlige situationer med udlejningsbåde.

Alene i juli måned har der været 123 registrerede hændelser.

51 af dem har været såkaldte nærved-ulykker, mens de resterende 72 hændelser har drejet sig om episoder, hvor havnebusserne er blevet forsinket eller chikaneret, fordi eksempelvis badegæster har svømmet i vejen ved busstoppestederne.

Hændelserne bliver videresendt til havneværterne, som kan bruge det i deres forebyggende arbejde på vandet, forklarer Jacob Schrøder, leder af havneværterne, badezonerne og strandene i Københavns Kommune.

- Havneværterne kan advare dem, som skal til at bade ved stoppestederne, om faren ved at gøre det, siger han.

Det er By & Havn og København Kommune, som har taget initiativ til de lokale havneværter, som skal oplyse lokale og turister, der bruger havnen.

Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune Franciska Rosenkilde (Å) siger i øvrigt til DR Nyheder, at kommunen tager hændelserne alvorligt, og at der bliver holdt øje med de registrerede hændelser.

Det er især om fredagen, at der registreres hændelser - og de fleste af dem er ved busstoppestederne Holmen Nord og ved Operaen.

- For eksempel er der rigtig mange, der svømmer på tværs af kanalen, og det er noget af det farligste, man overhovedet kan gøre, og det har de (førerne af havnebusserne, red.) registreret hele 30 gange den seneste måned, siger Jacob Schrøder.

En af dem, som har taget det nye værktøj i brug, er skipper Johnny Damgaard, som til daglig sejler havnebusserne.

- Jeg tror ikke, at de (badegæsterne, red.) selv ved, hvor farligt det er for dem, når de ligger og svømmer rundt foran sådan en stor havnebus, siger Johnny Damgaard og fortsætter:

- Men for os er det jo et problem, vi er nødt til at holde øje, men de er jo ikke til at se hele tiden, når de ligger under vand, så det er et kæmpe problem, siger han.

Samarbejde er vejen frem

Hos By & Havn er udviklingschef Per Schulze glad for det nye værktøj.

- Vi synes, at det er et rigtigt fint initiativ, som er kommet i gang, siger han og fortsætter:

- Vi skal jo finde ud af, hvor hændelserne finder sted, hvilken karakter de har, og det får vi med den her undersøgelse, og så har vi bedre mulighed for at sætte ind.

I dag er der otte badezoner i København, og snart åbner endnu en. Samtidigt bruges kanalerne også af mange udlejningsbåde, kajakker, lystbåde og af kanalrundfarten. Hvis havnen skal være tryg at færdes i for alle, så peger Per Schulze på samarbejde:

- Vi forsøger meget på dialog med de interessenter, som agerer i og omkring havnen. Vi skal i samarbejde med dem finde ud af, hvordan vi får havnen til at fungere endnu bedre end den gør i dag, og der er vi nødt til at hjælpe hinanden, siger han.

Facebook
Twitter