Flere satte kryds før valgdagen i hovedstaden

Flere af hovedstadens borgere droppede turen i stemmeboksen på valgdagen og brevstemte inden valget.

Flere kommuner lavede stemmesteder i indkøbscentre og svømmehaller.

Flere tog turen forbi biblioteket, borgerservice, svømmehallen eller indkøbscentret for at brevstemme ved kommunalvalget. Knap 70.000 vælgere i 27 af Region Hovedstadens 29 kommuner valgte nemlig at brevstemme, viser tal fra KMD.

Ved valget i 2013 brevstemte cirka 66.000 i alle hovedstadens kommuner.

- Det er jo noget, som letter hverdagen for dem, der gerne vil stemme, hvis de for eksempel er bortrejst eller vil undgå køer på valgdagen, siger valgforsker Rune Stubager.

Også i Køge, Roskilde og Greve har flere brevstemt end i 2013.

Svømmehal og gymnasier

I Greve lokkede kommunen med gratis ture i svømmehallen, hvis man brevstemte - og det var der 514, der tog imod. I alt fik Greve 36 procent flere brevstemmer end ved seneste valg - og det bliver ikke sidste gang, at stemmeboksene rykker ud i kommunen:

- Borgerne har en frihed i at kunne brevstemme. Kommunen har et vindue, hvor de kan vise sig frem på en anden måde, end at borgerne altid skal komme op til en skranke, siger Tina Malling Kjær, borgerservicechef i Greve.

I Rudersdal Kommune blev brevstemmerne blandt andet trukket til af en valgfest på Nærum Gymnasium, hvor der udover stemmebokse var DJ og pølsevogn. Her var målet ikke kun at samle stemmer, men også gøre unge opmærksomme på demokrati og deltagelse.

- Det handler om at gøre det virkelighedsnært for unge og samtidig også gøre det nemt, fortæller ungechef Gitte Magnus.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.