Første borgermøde efter Vinge-skandale: "Det er fis i en hornlygte"

Omkring 300 borgere var samlet, da Frederikssund Kommune inviterede til borgermøde om Vinge.

Der var sat 288 stole frem i Frederikssund Hallen, og de blev fyldt op, mens flere tilhørere satte sig på bænkene i hallen. De fremmødte borgere var dukket op for at høre mere om, hvorfor det gik så galt, som det gjorde med Vinge Centrum og dermed visionerne for den nye by. (Foto: Kathrine Ejdum Kjølberg © DR P4 København)

De knap 300 klapstole, der var sat frem på det blå halgulv i Frederikssund Hallen var fyldte, da politikere og kommune i aftes bød de mange fremmødte borgere på kaffe i røde termokander, kildevand og information om, hvad der gik galt i Vinge.

Det var det første borgermøde, siden det storstilede byudviklingsprojekt Vinge Centrum faldt til jorden i december 2017, fordi kommunen og investorerne alligevel ikke kunne blive enige om en endelig aftale.

Kæmperegning efter kuldsejlet byprojekt

Frederikssund Kommunes store by projekt Vinge er kuldsejlet. Men køb af grunde og byggemodning sender kæmperegning til kommunes skatteborgere Selvom projektet indtil videre er skrinlagt, har det allerede kostet kommunen flere hundrede millioner kroner.

Se Tema

Den fejlslagne aftale betød, at kommunen manglede indtægter for 163 millioner kroner i kommunekassen og måtte iværksætte en spareplan til 100 millioner kroner.

Følelserne sad uden på tøjet bag de mange korslagte armen i salen, og borgmester John Schmidt Andersen (V) var da også knap gået i gang med sin velkomsttale, førend han blev afbrudt af en borger, der kritiserede måden at afvikle aftenens borgermøde.

Der var nemlig lagt op til, at historikken om Vinge skulle gennemgås, hvorefter borgerne kunne diskutere med byrådets politikere, der partivis stod ved en række caféborde rundt om i salen.

Programmet for mødet den 6. september 2018. Flere borgere var utilfredse med, at der ikke var mulighed for at stille spørgsmål og have en diskussion i plenum. (Foto: Kathrine Ejdum Kjølberg © DR P4 København)

Den utilfredse borger ville hellere have haft en diskussion i plenum, så alle kunne diskutere og lytte. Og han var ikke den eneste.

- Jeg har ikke fået så meget ud af mødet. Jeg savnede en dialog mellem borgerne, politikerne og forvaltningen. Vi fik af vide, at vi ikke kunne stille spørgsmål, og det synes jeg var dårligt, for der er rigtig mange, der havde spørgsmål, siger Marianne Duus, der var kommet til mødet for især at høre, om kommunen stadig ville fokusere på at skabe en bæredygtig by, som var en del af den oprindelige plan.

Jeg har fået en orientering, men jeg føler mig ikke oplyst. Det er en fis i en hornlygte, og de fortæller en masse om, hvad de skulle have gjort, og det er jo indlysende.

Frederikssund-borger Preben Mejlvang

Og samme frustration over ikke at blive hørt gjorde sig gældende blandt flere af aftenens tilhørere.

- Jeg har fået en orientering, men jeg føler mig ikke oplyst. Det er en fis i en hornlygte, og de fortæller en masse om, hvad de skulle have gjort, og det er jo indlysende, mente en anden Frederikssundborger Preben Mejlvang.

Byråd besluttede formen

Det er byrådet, der besluttede formen på aftenens møde, men borgmester John Schmidt Andersen (V) er bevidst om, at flere var kritiske over for metoden, og han vil gerne se på, om det kan gøres på en anden måde; men han holder fast i, at folk blev oplyst om, hvad der er sket i Vinge.

- Jeg har snakket med mange flere på den her måde, end hvis der havde været fire-fem stykker, der havde stillet spørgsmål, siger borgmester John Schmidt Andersen.

Borgmesteren sagde på mødet, at den kritik, der efterfølgende er kommet af politikerne og kommunens håndtering af Vinge Centrum, har været berettiget.

- Jeg er utroligt ked af, at det er gået med Vinge-projektet, som det er gået. Det havde jeg da ikke i min vildeste fantasi regnet med, sagde borgmester John Schmidt Andersen.

Betydning for valget

En af de ting, der blev tydeliggjort på mødet var, om økonomiudvalget blev orienteret om, at der var udfordringer med at konsolidere den tildelingsaftale, der var lavet i sommeren 2017, og at de 16 millioner kroner, man havde planlagt at bruge over en periode på otte år, nu var blevet til en merudgift på 118 millioner kroner, som udvalget godkendte.

Orienteringen kom den 15. november – blot seks dage før kommunalvalget.

Og flere Frederikssundsborgere var ærgerlige over, at informationerne, som politikerne fik dengang, ikke kom frem inden valget.

- Jeg føler mig virkelig snydt. Jeg føler, det var meget mærkeligt, at vi ikke fik af vide, hvad der skete, siger Marianne Duus.

Der var politikere fra en række partier repræsenteret i økonomiudvalget, men alligevel kunne informationerne havde fået betydning, mener tilhører Preben Mejlvang:

- Hvis situationen havde været kendt før valget 2017, så tror jeg, at det var faldet fuldstændig anderledes ud, siger Preben Mejlvang.

Ifølge politikerne er det næste store skridt at få lavet en aftale med Transportministeriet og Banedanmark om en S-togstation til Vinge, og så er forhandlingerne med mulige investorer stadig i gang.

- Jeg er helt sikker på, at vi får lavet en station, for vi viser god fremdrift. Det kommer ikke til at gå så hurtigt med at få bygget Vinge, men det skal nok blive bygget, siger John Schmidt Andersen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.