For første gang i 60 år: Nyt julemærkehjem åbner

Julemærkehjemmet Liljeborg vil have plads til 48 børn.

Freja Kristensen har gået på Julemærkehjem siden november. Det har hjulpet hende meget på selvtilliden. (Foto: Kamilla Mærsk © DR P4 København)

Roskilde får sig i dag et nyt julemærkehjem, når Julemærkehjemmet Liljeborg officielt bliver indviet med deltagelse fra Kongehuset.

Det er første gang i over 60 år, at der åbner et nyt julemærkehjem i Danmark.

Det nye hjem kommer til at have plads til 48 børn ad gangen, og det forventes, at der vil komme 240 børn igennem om året.

Julemærkehjem har som mål at hjælpe udsatte børn, som er overvægtige, bliver mobbet eller er ensomme.

Ifølge forstander på Liljeborg, Henrik Hougaard Bøtkjær, kan det nye julemærkehjem hjælpe rigtig mange børn igennem svære tider.

- Vi hjælper børn, der har et ønske om, at livet skal være bedre. Mange er blevet mobbet eller er overvægtige, siger han.

Fik styrket selvtilliden

For 11-årige Freja Kristensen har julemærkehjemmet betydet meget for hendes selvtillid og følelse i maven.

- Jeg havde det dårligt og ikke godt med mig selv. Jeg havde en knude i maven. Jeg følte, det var mig, der var noget galt med.

- Nu har jeg fået det rigtig godt. Jeg har det bedre med mig selv, jeg er tilpas i min krop. Jeg har ikke knuder i maven mere, siger hun.

Hun håber, at børn, der har det dårligt, også kan prøve at komme på julemærkehjem, og hun har også et godt råd til dem.

- Lad være med at spærre dig selv inde på værelset og gemme dig. Du skal bare være dig selv.

Vil give meget mindre ventetid

Med åbningen af det nye julemærkehjem vil der også komme mange flere pladser til børnene på landsplan. Faktisk resulterer det i 32 procent flere pladser i landet ifølge Henrik Hougaard Bøtkjær.

Vil man gerne have en af de begrænsede pladser, er det en god ide at søge hurtigst muligt.

- Vi kan hjælpe 990 børn om året nu. På Sjælland og Fyn er ventetiden lige nu ret lav. Så det er nu, man skal søge, siger han.

Julemærkefondens protektor H.K.H. Kronprinsesse Mary kommer i dag til Roskilde og klipper snoren til det nye julemærkehjem.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.