Folkets Hus får en chance til

Efter problemer med bander får Folkets Hus på Nørrebro nu 1,9 millioner kr. til ekstra personale.

Kulturhuset Folkets hus på Nørrebro i København får nu en bevilling på 1, 9 millioner kroner til at køre huset videre.

Det besluttede et flertal i Københavns Borgerrepræsentation i går aftes.

Folkets Hus blev totalrenoveret for et par år siden og blev drevet af frivillige aktivister fra lokalområdet. Men efter en række episoder med en brugergruppe, der ikke respekterede regler om for eksempel ikke at ryge hash og bære rygmærker, besluttede de frivillige i samlet flok at trække sig. 

Penge skal bruges til personale

Folkets Hus har været igennem en turbulent periode, og pengene skal bruge til at ansætte personale, der kan genoprette roen, siger kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

- Det er det eneste, der er at gøre i den her situation.

- Vi skal have ansat personale, der kan sikre, at der ikke foregår ulovlige aktiviteter i Folkets Hus, og at politiet bliver kontaktet omgående, hvis der opstår problemer, siger han.

De 1,9 millioner bliver givet til Fonden for de Åbne Rum, der skal ansætte personale. Advokat Knud Foldschack er formand for fonden, som skal sørge for at kulturhuset overholder reglerne i forhold til kommunen, told, skat og bygningsmyndigheder.

De borgerlige stemte imod

Venstre, Radikale, Konservative og Liberal Alliance stemte imod forslaget, fordi de ikke mener, at flere penge til Folkets Hus er måden at dæmme op for bandeproblemerne.

- Meningen er god, men vi er langt fra overbeviste om, at det er tilstrækkelig gennemtænkt og gennemarbejdet. Det er uklart, hvad partierne ønsker, der skal ske med Folkets Hus, og ingen kan fortælle os, hvad de nye medarbejdere konkret skal lave, siger Anna Mee Allerslev, beskæftigelses og integrationsborgmester for Radikale Venstre.

Men kulturborgmester Carl Christian Ebbesen fra DF er uenig.

- Vi har haft et kulturhus på Nørrebro gennem 20-30 år, og så mener nogen, at huset skal lukkes, fordi det bliver besat af bander. Men det er jo absurd. Det er ikke banderne, der skal bestemme, om der skal være et kulturhus på Nørrebro, siger Carl Christian Ebbesen.

Bevillingen er på et år, hvorefter det skal vurderes, om indsatsen har hjulpet.